Jeg er sygeplejerske, kandidat i sygeplejevidenskab, forfatter og iværksætter. Jeg grundlagde plejehjemmet Dagmarsminde i 2016, hvor jeg stadig arbejder som leder og sygeplejerske.
Jeg tror på at skabe en familiefølelse og samhørighed på plejehjemmet. Jeg anvender klassiske sygeplejeprincipper funderet i tanker omkring ’kaldet’, som sammen med brug af naturlige metoder, kreativitet og helende miljøer udgør grundstenen i omsorgsarbejdet.
Jeg udfordrer vores måder at se ældrepleje på - og er fortaler for en plejesektor, der bygger på mesterlære og lever i en praksis, hvor ambitionsniveauet er højt, visionen klar og personalet sat fri til at arbejde kreativt ud fra stærke værdier.
Udover mit daglige virke på Dagmarsminde, formidler jeg de erfaringer, vi gør os på plejehjemmet - på foredrag, i artikler, bøger og medier. Men jeg brænder også for at drive virksomheden Dagmarsminde, som jeg er ved at skalere.
Dagmarsminde har eksisteret i 10 år og er i dag internationalt anerkendt for vores tilgang. Plejehjemmet er førende inden for systematisk afmedicinering af beboere med fremskreden demens og har opnået banebrydende resultater, hvad angår plejehjemsbeboeres almentilstand og levetid. .