Der er andet end forskning, der kan øge velfærden

(Berlingske 18.08.2018)

Arbejdet med mennesker er konstant foranderligt, men underligt nok skal det kunne dokumenteres og bevises for at opnå anerkendelse.

Langt hen ad vejen er det godt, at vi har et velfærdssystem, hvor videnskab sanerer tvivlsomme strømninger og enkelte personers intuitive påfund. Velfærd skal ikke være kunstnerisk. Og så alligevel. Kunne man forestille sig, at brugere af systemet kunne have glæde af en mere kunstnerisk tilgang?

Jeg har lige haft en meget sigende oplevelse på en international konference om aldring. Hundredvis af fagfolk sad i en fuld sal og lyttede opmærksomt til et videnskabeligt panel bestående af sundhedsforskere. Eksperterne, som blev tituleret ’doctor’ i udvidede versioner, var bl.a. ansat i WHO. Jeg spidsede selv ører, for der blev sagt vigtige ting. Men desværre faldt jeg hurtigt fra, og i stedet for at rette opmærksomheden på de mange opstillinger med videnskabelige fund, begyndte jeg at beskæftige mig med at tælle, hvor mange gange ’evidence’ blev nævnt. En af forskerne lykkedes med at nævne ordet fire gange i sin afsluttende 30-sekunders tale.

Til trods for panelets imponerende ordforråd i medicinske termer og velfunderede konklusioner om folkesundhed, var der ikke en stemning i salen af, at nu-tager-vi-hjem-til-vores-land-og-gør-noget-ved-det-her. Tværtimod sad tilskuerne med en halvsur mine, hvis de ikke var faldet i søvn eller sad og bladrede i noget. Eksperterne selv gabte på skift og tegnede kruseduller.

Man kan med stor sandsynlighed sige, at forskernes ærinde med at opildne til at skabe ældresundhed på verdensplan ikke lykkedes ad den evidente vej.

Men det er måske ikke så mærkeligt. Forskere er ret beset ikke medspillere i den verden, de agerer eksperter i. Derfor kommer de til at virke skriftkloge, og der opstår en kløft mellem »det korrekte« og »det ægte«.

Det ægte er det, alle og enhver kan mærke indeni, og som derfor giver folk lyst til at gøre noget. Men desværre kommer det til at stå i skyggen af videnskaben. Det er alt det, som sker ude blandt de mennesker, som bruger systemet. Skolelæreren, som forklarer en brøk syngende for barnet, der har det svært - eller portøren, der sørger for, at den panisk nervøse dames lyserøde håndtaske og billedblad kommer med til scanning.

Hvor naivt, hva’? De bittesmå eksempler bliver jo ikke sandhed for noget, som gavner folkesundheden. Nej, da. Men hvis disse fortællinger ikke var blevet så betydningsløse i vores samfund, kunne det tænkes, at den hjertelige begejstring satte lidt skub i velfærden. Der ville også være langt færre af de konferencer, som er mere til gavn for talerne selv end for dem, der tales om.

Det er tid til, at vi giver plads til fortællingen. En mere ligelig blanding af fortællinger og forskning vil ruske op i en velfærdssektor, som i den grad trænger til en rusketur. Kan vi ikke blive enige om det, selvom det er en udokumenteret påstand?