Disse to magtanvendelser udgør den største trussel i plejesektoren
(Berlingske 06.09.2018)
I sidste uge indgik et flertal i Folketinget en aftale om at revidere reglerne om magtanvendelser på demensområdet. Det skal være nemmere for personalet at handle her og nu i en plejesituation, hvor det er nødvendigt at bestemme over en patient, som ikke kan tage vare på sig selv. Aftalen tydeliggør også på forskellig vis, at magtanvendelser altid bør undgås, hvilket der rent lovgivningsmæssigt ikke er så meget nyt i.
Men jeg synes ikke, at denne aftale er så interessant. Reglerne har fået et serviceeftersyn, hvilket ganske givet medfører færre misforståelser, hvad angår det formelle arbejde med magtanvendelser. Men jeg er ikke så sikker på, at aftalen i sig selv mindsker magtanvendelser. Hverken dem, som kunne have været undgået, eller dem, som er en naturlig del af omsorgsarbejdet.
Omsorg handler altid om magt, og det er en betingelse for omsorgen, at medarbejderen evig og altid er ydmyg over for sin magt over det syge menneske. Det er i og for sig plejepersonalets vilkår at have magt over patienten. I den magt kan vi som plejepersonale hjælpe patienten, men hvis vi ikke passer meget på, kan vi træde på patienten og stille ham i forlegenhed.
Vi kan komme til at krænke den syge. Og nu, hvor Folketinget har været så venlig at sætte magtanvendelser på tapetet, vil jeg gerne minde om et andet emne inden for samme tema. Sammenlignet med den nye, politisk set gratis aftale, vil politikere blive berøringsangst over emnet, men det har også større betydning.
Det handler om de magtanvendelser, der foregår som rutine. Det er magtanvendelser, fordi de fratager sårbare menneskers frivillige medvirken. Jeg nævner her de to værste:
Den ene magtanvendelse handler om at placere syge, immobile og talebesværede mennesker i en afkrog i timevis uden mulighed for at rejse sig eller sige fra. Eller en anden afart af samme: At lade et menneske ligge i sengen hele dagen, selvom personens tilstand ikke kræver det. Magtanvendelsen finder sted på mange plejehjem og er daglig rutine.
Den anden magtanvendelse handler om medicinering med beroligende medicin, som tynger i forvejen tyngede mennesker. Som tilfører afhængighed og tvinger mennesker væk fra den virkelighed, som er omkring dem. En virkelighed, som er lige så meget til for dem, som den er for det personale, der medvirker til magtanvendelsen.
Disse to magtanvendelser er de største trusler, vi har i vores plejesektor, og de er oplagte emner til en politisk aftale.
Kære politikere, vær nu venlige – næste gang, I bruger tid på vores svageste ældre – at se grundigere på, hvad der akut skal gøres noget ved. Det er så nemt at skrive lidt til hist og her i noget eksisterende, og det er da også vigtigt at lovgive om særtilfælde. Men det tager desværre jeres energi fra det vigtigste. Og det er bl.a. at sørge for en plejesektor, hvor man standser de tilfælde af krænkende og livsfrarøvende brug af magt, som foregår hele tiden.