Kommunerne komplicerer alt: Fra det sekund, Jørgen kommer ind ad døren, skal han modtages med åbne, kærlige arme
(Berlingske 24.09.2019)
May Bjerre Eiby, Sygeplejerske og leder, Dagmarsminde og Søstersanatoriet
Skandalesagen i Roskilde om den 66-årige Jørgen Jensen, der mistede sit ben pga. mangelfuld rehabilitering, er endnu et eksempel i rækken på en kommunal plejesektor i stilstand. Denne mand, som med sin alder kun lige netop er trådt ind i de ældres rækker, er mærkeligt nok blevet ignoreret med manglende rehabilitering under et ophold på et rehabiliteringscenter. Han mistede simpelthen sit ben på et sted, der skal genoptræne mennesker. Vi hører ikke sjældent om patientforløb, man i princippet ville kunne fejre med en raskmelding og en udsigt til at komme tilbage til livet igen. Men så går alt galt. Kommunen forsvarer sig i denne sag med, at patienterne er komplicerede at have med at gøre, fordi de har flere sygdomme. Men det er vel en af pointerne med, at man bygger et rehabiliteringscenter. For at hjælpe mennesker med komplicerede problemstillinger, så de kan komme tilbage til et mere ukompliceret liv. Jeg tror snarere, det er kommunerne, som komplicerer alting. Danske Patienter mener, at vi har brug for behandlingsansvarlige læger ude i kommunerne, som kan være tovholdere på, at patienterne nu også bliver rehabiliteret. Men selvom jeg bakker idéen op – også forslaget fra Lægeforeningen om at sørge for fast tilknyttede læger på plejehjemmene – er det kun en brøkdel af løsningen. Det kræver også en mentalitetsændring hos fagpersonalet i kommunerne, hvis vi skal se rehabiliteringsforløb, som leder de såkaldt komplicerede patienter tilbage til et mere selvstændigt liv.
Ingen placeboeffekt
Lad os nu tage Jørgen Jensen som eksempel. Han bliver modtaget på rehabiliteringscentret efter en tid i sit liv, hvor han er fysisk udmattet og eksistentielt har balanceret mellem liv og død. Hvis Jørgen skal hjælpes væk fra denne udsatte tilstand og tilbage til »Jørgen før sygdommen«, er det ikke nok at få anvist et værelse på et rehabiliteringscenter. Måske kommunerne tror det, men der findes altså ikke placeboeffekt inden for rehabilitering. Fra det sekund Jørgen kommer ind ad døren, skal han modtages med åbne, kærlige arme. Personalet skal tale med ham om hans oplevelser, a%ode hans ressourcer og hans livsmønstre. Så kan man begynde at rehabilitere, og det skal gå stærkt. Han skal helst ud af sin seng med det samme. Stå oprejst og gå i de vågne timer – flytte sig rundt, men også træne mere intensivt. Han skal motiveres til selv at klare tingene så meget som muligt, men uden at personalet forlader ham helt.
Han skal have god og inspirerende mad. Og nu det vigtigste: Enhver faggruppe deltager. Et godt rehabiliteringsforløb kræver, at personalet sætter ind for fuld udblæsning, og det skal være så velkoordineret, at der før, under og efter genoptræningen konstant er ambitioner på patientens vegne. Konstant. Men konstante ambitioner har aldrig været kommunernes spidskompetence, og derfor har den model nok ikke forplantet sig så godt i personalet. Det skal den nu. Hvis vi vel at mærke ikke længere vil satse på placeboeffekt inden for rehabilitering.