Tre gode råd til læger, der medicinerer ældre med demens

(Berlingske 04.11.2019)

Efter et foredrag for en samling skeptiske, praktiserende læger, skrevjeg for nylig et Facebook-opslag om bivirkningerne ved den medicin, man ordinerer til mennesker med demens. 

Ofte medicineres disse ældre så voldsomt, at man til stor ulykke for dem kommer til at forveksle bivirkninger med selve sygdommen. Mange pårørende udtrykte efterfølgende i kommentarer, at de selv havde været vidner til en temmelig rundhåndet ordinering af medicin til deres nærmeste på landets plejehjem. Så meget desto mere er der for alle læger god grund til at lytte til de følgende tre råd, før de vælger at ordinere eller bevare medicinen. 

1) Sig bivirkningerne højt.

En »bi»-virkning er jo også en virkning: Kvalme, træthed, hovedpine, forstoppelse, svimmelhed, angst og mareridt. Det er et udvalg af heltalmindelige bivirkninger ved meget af den medicin, som mennesker med demens indtager, og som påvirker almenmenneskelige behov som mad og drikke, toiletbesøg, søvn og hvile. 

Bivirkningerne er alvorlige for personer med demens, som sjældent kan udtrykke, hvorfor de er utilpasse. De bliver urolige, kede af det, drænet for energi – hvis ikke aggressive. Tilstande, der klassificeres som demenssymptomer, men som altså kan være forårsaget af medicinen.

Den kedelige følge af dette er så, at lægerne finder det nødvendigt at medicinere yderligere – nu med beroligende, stærkt smertestillende og måske endda antipsykotisk medicin, som patienten, lige som du og jeg, ikke kan tåle. Medicinen ophobes endda ofte i kroppen på grund af den nedsatte nyrefunktion hos ældre (det er ikke så underligt, at mange plejehjemsbeboere sidder og sover hele tiden). På den måde svækker man en allerede svækket. Så sig dem højt, bivirkningerne.

2) Flere forskellige piller – er det satset værd?

Når der står flere lægemidler – også selvom det kun er få – på medicinlisten, begynder det at blive umuligt at gennemskue virkningen. Man kan dårligt vurdere, om lægemidlerne slører eller forstærker hinanden – og om medicinen overhovedet virker, som den skal. Man kan kalde situationen for ukontrolleret, og det er vi alle nødt til at have respekt for af hensyn til patienten. 

Læger bør tænke mere over, om de tør satse på, at alt er i skønneste orden med de risici, der måtte være. Eller om de skal give beboeren mulighed for en sidste tid i livet på så rene vilkår som overhovedet muligt. 

3) Er alle enig om, at medicinen er vigtig?

Skal der overhovedet gives medicin – der ikke er akut eller med stor sandsynlighed øger livskvaliteten – til mennesker i den sidste fase aflivet, som i øvrigt ikke selv er klar over, hvorfor de skal have den? Rigtig mange pårørende kender heller ikke til indholdet af medicinlisten, og hvis de gør, får de kun oplyst, at medicinen er vigtig.

Det er nemmere end som så at følge de tre råd, for patienten får det bedre, hvis medicinering overvejes grundigere. Det kræver mod at komme i gang. Men det burde kræve endnu mere mod ikke at gøre noget ved, at patienten går i forfald på grund af medicin.