Kommunal velfærd bygger på en løgn
(Berlingske 04.11.2019)
Jeg er hverken pensionsdirektør, vismand eller borgmester. Men jeg vil gerne bidrage – med foden i praksis – til Berlingskes artikelserie om, hvordan fremtidens velfærdssamfund ser ud. Jeg kender til den skare af mennesker, som er brugere af velfærdssamfundets store søjle, ældreplejen. Jeg ved, hvad der rører sig hos mange af de ældre og hos deres familier.
Vi er som befolkning blevet vant til det tæppe af plejeydelser og behandlinger, som bredes ud, og som vi kan lade os pakke ind af, hvis behovet opstår med sygdom, alderdom og sårbarhed. De ældre, som lever i dag, men også de ældre, der kommer over de næste 20 år, har haft denne trygge forventning til det beskyttende system.
Men som man også kan forstå på eksperternes antagelser, er velfærdssamfundet nu er på vej ind i en ny fase, hvor det bliver nødvendigt med pensions- og forsikringsordninger for at sikre en ordentlig ældrepleje. Det er rigtig nok, men der ligger også nogle muligheder i at forbedre det, vi har – selv med det øgede antal af syge ældre. Man kunne starte med at kigge på kommunernes egen fortælling om ældreplejen. Den er nemlig uærlig.
Kommunernes ældre-propaganda lanceres ofte med linjer om frihed, tryghed, værdighed og imødekommelse. Det er store ord, når man dårligt kan levere den mest basale hjælp: Et toiletbesøg (måske) – en anretning af maden (måske) – et par skridt uden for kørestolen (måske). Om så end den ældre oplever en nogenlunde kvalitet i den daglige pleje, har virkeligheden intet at gøre med det tårnhøje niveau, som bliver beskrevet på de fleste kommuners hjemmesider. De fleste pårørende er da også allerede på mærkerne, så snart deres nærmeste får tildelt ældrepleje. Når man alligevel ikke kan regne med det høje niveau, man får tilbudt, er der måske en øget risiko for, at borgeren oplever plejen som rædselsfuld. For uærlighed skaber mistillid. Og den vinkel bliver glemt i debatten om det eksisterende system.
Jeg ser ældre og pårørende, som egentlig ikke har urealistiske forventninger. Tværtimod ved de godt, at systemet er under pres og ikke kan levere i så udvidet grad som tidligere. Det vil de kommende ældre også være klar over, uanset hvad vismændene spår om et højere forventningsniveau til velfærd i fremtiden. Men det er klart, at både de ældre og det personale, som skal tage sig af dem, bedre ville kunne magte at være i en sammenhæng, hvor alt ikke byggede på en løgn.
Vi kan nå længere med den eksisterende ældrepleje, hvis kommunerne indrømmer egne grænser for, hvad de kan levere og bliver ærlige over for de ældre: »Du kan regne med, at vi dækker dine basale plejebehov«. Man kan helt savne denne enkelhed. Vær ærlig, overhold det, som loves, og gør det ordentligt. Så ved de ældre og deres pårørende, hvordan de selv skal gribe resten an.
Det handler ikke om, at vi bare skal sænke ambitionsniveauet for hele ældreplejen, men nu er det altså de basale behov, man går efter at løse. Dette nødvendige fokus på de basale behov kan måske oven i købet skabe et mere specialiseret fokus. Med større oplevelse af velfærd hos den ældre og færre oplevelser af at føle sig overset og svigtet. Frem for alt bør velfærdssamfundet være ærligt.