Systemet bløder – men 1.000 sygeplejersker er ikke løsningen
(Berlingske 18.01.2020)
Travlheden, den utilstrækkelige økonomi, de mange svigt og fejl, triste medarbejdere, ledelsesfravær.
Det er som om, at forfaldet i sundhedsvæsenet har fået sit eget liv. Om det er på hospitalerne, ude i de ældres hjem, på plejehjemmene eller hos din læge. Systemet er forpint – det bløder – det er stresset og kan ikke tænke en klar, forløsende tanke. Vi kan ikke redde det med penge, der ikke er, eller fordeles forkert (nogle siger det ene, andre det andet). Vi kan heller ikke løse det med populærpolitiske beslutninger om 1.000 flere sygeplejersker. Og slet ikke med evighedsdiskussioner om private eller offentlige løsninger.
Det virker jo ikke, noget af det. Det hele er så politisk – ofte båret frem af enkelte politikeres narcissisme. De mange tiltag og diskussioner har eksisteret i årevis i utallige afskygninger, og de er frem for alt uden oprigtig kærlighed til systemet. For ellers ville forslagene vel ikke være så halve og kedelige.
Nej, den ægte beskyttelse af vores velfærdssystem må komme fra dig og mig. Problemet er bare, at det er blevet unaturligt selv at træde til.
Som hos et menneske, der lider, må tiden nu være inde til, at vi gør alt, hvad vi kan for at helbrede systemet. Det er de unødvendige sygdomme hos de ældre, som overbelaster det. Og du, som læser dette, kan skabe et fundament under din nabo, så hun ikke bliver unødvendigt syg. Om du er ung eller gammel, nytter din hjælp.
De fleste af os har tilegnet os et klimavenligt mindset. Nu må vi gøre det samme inden for ældrehjælp. Du kan hjælpe din nabo med at huske hende på at drikke, følge hende en tur rundt i stuen eller støtte hende ti trin op og ned ad trappen, varme hendes mad, tale med hende. Ikke hele tiden, men når du har tid.
Du kan blive det medmenneske, som tilser hende og bliver hendes ven engang imellem. Som aflaster hjemmeplejen og hospitalet. Du forærer systemet et tiltrængt frirum, så det kan genvinde styrke og tage sig bedre af dem, som ikke kan undgå at bruge det. Hvad kan du gøre i den næste halve time? I din opgang, i din egen familie?
»Der er ikke så mange af os, som ikke ville kunne byde ind med en hjælpende hånd. Det gjorde vi faktisk, før systemet overtog det hele..«
Man kunne skabe en app a la Trygfondens Hjerteløber. En kortlægning, hvor nærområdets ældre registrerer sig og forbindes med hjælpende naboer – en »elsk-din-nabo-app«. Naboer byder ind med kategorier som at gå en tur, trappetræning, varme mad, samtaler, indkøb osv., og håndsrækningerne kobles automatisk sammen med dit områdes ældre og deres behov.
Hvem vil skabe den app? Og hvem er klar her og nu til at tænke i et frivilligt, ældrevenligt nærmiljø? Udviske fag og løntrin fuldstændig og bare træde til for hinanden i det små - men vigtige - som er absolut afgørende for, at dine ældre naboer ikke kommer til at belaste systemet for tidligt.
Der er ikke så mange af os, som ikke ville kunne byde ind med en hjælpende hånd. Det gjorde vi faktisk, før systemet overtog det hele og gjorde os alle til vage, indkrævende individer uden naturlig ansvarsfølelse for hinanden.