Plejehjemsleder: Er løn altid vigtigere end selve arbejdet?
(Kristeligt Dagblad 21.01.2020)
Allerførst: Medarbejdere i plejefagene skal have en ordentlig løn – også gerne mere, hvis der er plads til det i økonomien, og hvis der i øvrigt er enighed om, at medarbejderen er det værd.
Men jeg oplever desværre ofte i mit eget fag, sygeplejefaget, at lønnen er vigtigere end arbejdet rent værdimæssigt. Som om lønnen er blevet en grundværdi i selve faget. Det samme gælder andre plejerelaterede fag.
Der er sikkert mange årsager til, at ansatte i plejefagene har et hovedfokus på lønnen og ikke på indholdet af det arbejde, de udfører. En af dem kunne være, at arbejdsmiljøet generelt set ikke er så inspirerende. Plejesektoren byder de fleste steder på et miljø, som er uden visioner, som har en ringe struktur – og frem for alt svær pladsmangel til nye tanker og idéer fra medarbejderne.
Det er også et uroligt og konstant talende miljø, hvor der ikke er rum til fordybelse og eftertanke – hvor man næsten kan synes, at medarbejderne er kommet på et tvungent vildspor.
Det er klart, at arbejder man i de miljøer, så bliver fritiden vigtig og dermed de penge, som skal bruges i fritiden. I det store hele kan man vel sige, at hvis arbejdspladsen ingen værdier har – og så kan man i det mindste gå efter den højst mulige økonomiske gevinst.
Herfra skulle man så tro, at personalets væbner, som i de ansattes øjne er deres faglige organisation, ville gøre sit for at sørge for, at faget ikke blev udtømt for indhold med denne optagethed af penge. Men nej. Hovedbudskabet hos fagbevægelsen følger skam bare trop med den samme særinteresse.
For nyligt lavede Dansk Sygeplejeråd en kampagne, som i lærerinde-agtige videoer gjorde opmærksom på én sætning: ”Sig først ja til et nyt job efter lønforhandling” (med streg under ”efter”). Og videre med ordene: ”Der er altid lidt at forhandle om.”
Jeg ved ikke, hvordan Dansk Sygeplejeråd kan vide det, men de må have kendskab til en hemmelig, bedre prioriteret økonomi i plejesektoren, end den, som hele landets befolkning har stiftet bekendtskab med i nyheder eller på egen krop.
Jeg er ikke sikker på, at lønforhandlinger skal være en bærende værdi, hvis faget skal gøre livet bedre for de syge eller blive mere populært at arbejde i. Og uanset, om der er – eller ikke er – penge at forhandle større løntillæg af, så vil jeg nysgerrigt spørge:
Hvor høj skal din løn være, for at arbejdspladsen bliver et inspirerende sted at arbejde?