Der er en ting, Dansk Sygeplejeråd og FOA aldrig tager stilling til
(Berlingske 16.02.2020)
Det er selvfølgelig ikke spørgsmålet om, hvorvidt sektoren medlemmer skal have mere i løn, der hentydes til i overskriften, for om dette hersker der næppe nogen tvivl. Og forståeligt nok. Mange i faget udfører arbejde af så stor betydning, at de fortjener det dobbelte i løn. Det lader heller ikke til, at de ansatte i plejefagene blot ønsker de få procent mere i løn, som de kan være heldige at få i det offentlige væsen.
Det slog mig forleden i forlængelse af en kommentar, jeg skrev om Dansk Sygeplejeråds (DSR) førstefokus på løn og ikke fag, at fagbevægelsen trods ihærdige kampagner, kommentarer og artikler om løn helt har glemt at kæmpe for, at der kommer nogle flere penge ind i systemet til at kunne udbetale den løn.
Udover mere i løn kæmper DSR og FOA jo for mere personale og mindre travlhed. En stor mundfuld at bede om. Derfor er det mærkeligt, at de ikke arbejder mere politisk på at skabe det økonomiske grundlag for lønstigninger. Altså hvis vi lige et øjeblik ser bort fra skattestigninger, som særligt FOA vil hive frem af hatten som den soleklare løsning. Hvad nu hvis de to faglige organisationer som noget helt nyt gik ud i fælles front i kampen for en offentlig plejesektor, der honorerer kvalitet og ikke bare fordeler midlerne jævnt ud over alle modtagere? Og hvad hvis man ligefrem gik offentligt ud og bakkede op om de private tilbud i sundhedsvæsenet? Hvor deres medlemmer trods alt også arbejder. En vild, men ikke umulig fantasi.
I det hele taget ville det være velgørende hvis fagforeningerne kiggede lidt ud over den velkendte, udtonede horisont af planøkonomisk finansierede arbejdssteder og så på, hvad der ellers kan være af muligheder. Kan sundhedsforsikringer træde til, og hvad med flere brugerbetalte plejetilbud? Man får simpelthen ikke noget indtryk af, hvor DSR og FOA står i denne debat.
Virkeligheden er jo, at der ikke er penge til de store lønstigninger, mange medlemmer fortjener, i det system, plejesektoren er bygget op omkring nu. Jeg kan ikke finde ud af, om DSR og FOA, når sandheden skal frem, i virkeligheden mener, at det nok er bedst, at alle bare får den samme, jævne løn? Holdningen passer jo fint ind i tidens udligningsånd.
Måske mener hverken FOA eller DSR, at det er deres rolle at gå op i, hvordan der kommer flere penge ind i sundhedsvæsenet. Det skal de selvfølgelig have lov til at mene. Og dermed vælge at råbe videre som et ekko af sig selv efter flere penge til deres medlemmer. Jeg synes godt, at forbundene kunne tænke over denne nye måde at kæmpe på. Eller som minimum i tillæg til eksisterende kampagner, nu de alligevel har brugt medlemmernes kontingenter på dem.
En fagbevægelse kan vel godt kæmpe på flere planer – mere helhedsorienteret, som man siger i plejeverdenen. Mon ikke det ville bringe et nyt, frisk pust ind at sadle om og prøve en anden strategi af, end bare at sætte sig forenden af bordet og sige: Kan vi få noget mere i løn?
May Bjerre Eiby er sygeplejerske og leder af plejehjemmet Dagmarsminde