Fyr velfærdsdirektøren, lederen på plejehjemmet og det krænkende plejepersonale. Og forfrem Anne

(Berlingske 20.10.2022)

En leder går på ferie vel vidende, at hun efterlader sig et personale, der agerer på kanten af loven. Det ser vi i TV 2-dokumentaren »Opråb fra plejehjemmet«, som med skjulte optagelser præsenterer arbejdet på et almindeligt, kommunalt plejehjem.

Her bliver vi budt indenfor i en uciviliseret, ormegårdslignende del af samfundet, hvor et gennemgående element er syge ældres underkastelse.

Der er intet at tage fejl af eller tolke på. For eksempel da en demensramt beboer skræmt prøver at afværge personalet, der skal hjælpe ham med intimhygiejnen. Beboeren låser krampagtigt benene, hvorpå medarbejderne noget aparte fikserer beboerens ene ben i en gummiring, der er fastgjort til loftliften. Personalet kan nu sprede beboerens ben mekanisk uden hans besværlige indblanding. »Vi kan ikke løfte hans ben, og vi skal ikke,« siger personalet selvretfærdigt.

I næste scene ser vi samme beboer blive vasket helt uden problemer af en anden medarbejder ved hjælp af lidt menneskelig situationsfornemmelse.

I 1800-tallets psykiatri benyttede fagpersonalet sig også af forskellige tvangsanordninger til patienter, der ikke opførte sig som ønsket. Blandt andet kunne man ligesom på Nørremarken – plejehjemmet i dokumentaren – spænde patienten op i en unaturlig kropsstilling.

Dengang var den type indgreb helt åbent anskuet som en behandling i sig selv. Med de sidste par års eksempler fra TV 2s optagelser af plejehjem i Danmark, er spørgsmålet, om ældreplejen i dag er så langt fra tidligere tiders terapiregimer?

Dengang var formålet med den hårdhændede behandling at disciplinere patienterne og tvinge »det onde« ud. I dag tror vi ikke længere på en indre djævel i patienterne, men svigtene ligner stadig afstraffelse, blot mere underforstået, hvor den ældre får konsekvenser at føle, hvis han ikke gør, som personalet siger. Eller når han udelukkende i kraft af sin status som plejehjemsbeboer ikke fortjener det privilegie at være ren og tør som os andre.

Når personalet på et plejehjem slipper tøjlerne, som vi ser det i TV 2-dokumentaren, er det ikke kun resultatet af en fraværende leder. Det handler om et valg af behandlingsform. Uanset om personalet forklarer ansvarsforflygtigelsen med manglende ressourcer (som vi er vant til at høre det), eller om svigtet skyldes pausekultur eller forråelse, så er det at slippe ansvaret i sig selv en behandling.

På et plejehjem kan man ikke »ikke-behandle«. I dokumentaren ser vi således et kommunalt plejetilbud bestående af sult- og tørstekure, chokafvaskninger under fastholdelse, sengeisoleringsterapi og våd-ble-behandlinger. Alt sammen tegn på, at procedurer i stil med dem, man brugte på sindssygehospitaler for 200 år siden, har fået en renæssance. På velfærdsstatens plejehjem har man genopført et historisk fordømt rædselskabinet, hvor basale menneskerettigheder bevidst tilsidesættes under smøg-rygning og kollegiale grin.

Vi er i dokumentaren vidner til en dum og doven verden. En immobil beboer på plejehjemmet lider af tryksår, som klinisk set er en smertefuld, alvorlig tilstand, der hurtigt ender med koldbrand i et sår, der står åbent ind til knoglen. Det er altafgørende for helbredelsen, at kroppen bliver bevæget og aflastet. Men personalet på plejehjemmet fortæller sig selv, at beboeren skal blive liggende i sengen (oven på sine sår). De ansatte er med undtagelse af enkelte lysende håb enige i den tåbelige beslutning og lader beboeren ligge i langsom forrådnelse. Årsagen til svigtet er ikke ressourcemangel, men åndssløvhed.

Dokumentarens enkelte solstrålehistorie i form af en fødselsdagsscene med hotdogs og fællessang kan ikke ændre på, at kvaliteten på det pågældende plejehjem ligger på et usselt, fagligt niveau. Torturscenen med Else hængende i liften fra 2020-dokumentaren »Plejehjem bag facaden« viste et ekstremt tilfælde, som efterlod os med et lille håb for den øvrige behandling på plejehjemmet.

Men i »Opråb fra plejehjemmet« er afdækningen bredere, og her ser vi, hvordan svigtene relaterer sig til hele beboerens dagligdagsrytme – ingen tandbørstning, manglende bade og bleskift, tvungent sengeleje, manglende føde og nedladende tone. Hensynsløshed forekommer næsten at være den bærende værdi på Nørremarken Plejehjem.

Så meget desto mere nedslående er det at tænke over kontrasten mellem misrøgten bag plejehjemmenes mure og politikernes løsninger. For 'frit valg', 'løn under uddannelse', 'nye jobtitler', 'flere private steder', 'kun offentlige steder' osv. er alle tiltag tænkt til en plejesektor, der grundlæggende fungerer. Det gør den danske plejesektor bare ikke.

Politikernes løsninger er lysår forud for virkeligheden på plejehjemmene og kan derfor bedst beskrives som fremtidsdrømme.

Fra barnsben opbygger vi danskere en følelse af at være frie til at være os selv. Men fra vi træder ind på et plejehjem, bliver den frihed taget fra os, og vi efterlades ubeskyttet.

Omvendt er de, der er ansat til at sikre de ældres tilværelse, godt beskyttede og frie. Mens beboerne dør alene lidt længere nede ad gangen, har personalet frihed til at købe tøj på nettet. Frihed til at frasige sig besværlige plejehandlinger til trods for beboernes sygdomskompleksitet.

Lederen har frihed til på beboernes vegne at udsætte handlinger på svigt og livsfare. Kommunens velfærdsdirektør har frihed til ikke at udtale sig om det område, han er øverste chef for. Ude i det politiske liv har statsministeren frihed til at sige hvad som helst om lønforhøjelser uden at forlange en øget kvalitet til gengæld. Alt imens oppositionen har frihed til at sælge løsningen på det hele som »pengene følger borgeren«. Der er frihed til det hele i ældreindustrien. Alt er en gratis omgang på de syge ældres bekostning.

Derfor bliver alt også tilladt på plejehjemmene. Men nu er den skadelige ældrepleje igen dokumenteret på tv. Vi må forlange konsekvenser for de implicerede – og en klar retning ud af det uacceptable niveau. Eksempelvis må velfærdsdirektøren, lederen på plejehjemmet og det krænkende plejepersonale ud. Omvendt bør pædagogen, Anne, med sit mod til at stå frem og kæmpe for beboernes omsorg udnævnes til faglig frontperson.

Måske er hun den bedste kandidat som ny plejehjemsleder. Her to år efter den første TV 2-dokumentar om plejesvigt har vi stadig ikke mulighed for at gennemskue, hvordan hvert eneste plejehjem i landet fungerer. Det skal ændres. Alle plejehjem bør ved lov offentliggøre målinger af de ældres livskvalitet. De skal fremlægge medicinforbrug, indlæggelser, faldulykker, underernæring, infektioner, sygefravær og vikarforbrug samt beboer-, pårørende- og medarbejdertilfredshed. Målingerne vil afdække alt fra de ældres sundhedstilstand til tonen og respekten for den enkeltes integritet og værdighed.

Vi skal ikke lade os begrænse af sørgelige statistikker om tusindvis af manglende medarbejdere i fremtiden. Og vi kan stoppe med at kigge langt efter korrekt uddannet personale.

For vi kan sagtens rekruttere medarbejdere uden for faget. Hvert enkelt plejehjem kan som et selvstændigt akademi med en hård kerne af fagligt uddannede medarbejdere træne det øvrige personale i de værdier, metoder og menneskesyn, der hersker på det enkelte sted.

Sådan ruster vi plejehjemmene til at passe ordentligt på de ældre og til den moderne verden, politikerne befinder sig i. Når en tilstand af acceptabel kvalitet så har indfundet sig, vil vi kunne tale mere realistisk om 'frit valg'. For der skal vi selvfølgelig hen. Men vi skal først have ophævet den indolente plejepsykose, eksemplificeret på Nørremarken Plejehjem, der på sin egen måde viser os, at alt ikke skal være tilladt.