Kan svigt på plejehjem også skyldes for mange medarbejdere?
(Berlingske 22.11.2022)
Svigtene – behovsudskydelsen på de syge ældres vegne, om man vil – er en del af den barske hverdag for virkelig mange ældre på plejehjem. De daglige forseelser, herunder laissez-faire-moral blandt personalet, har sin tydelige virkning, hvor udfaldet er mental nedlukning hos de ældre, pårørende i afmægtig opløsning, akutte lidelser og pludselige dødsfald på hospitalernes sygestuer og ikke i hjemlige, trygge omgivelser.
Nej, det ser ikke sådan ud på alle plejehjem, men det gør det ganske mange steder, hvilket vi skal tale åbent om. For så kan vi heldigvis gøre noget ved det.
Vi betaler alle for, at plejen og omsorgen til de ældre skal varetages professionelt. Ingen af os har lyst til at betale for svigt af syge ældre, men det forfærdelige er, at det gør vi alligevel. Ja, faktisk investerer kommunerne i dårlig livskvalitet, når de vel vidende lader forfaldet stå til. Den største post på kommunernes plejehjemsbudgetter hedder ’løn’, og den indeholder ikke kun de ekstravagante, komplet hensynsløse summer af penge til vikarer, men også til de faste medarbejdere i dagtimerne på et plejehjem.
Der er én ting, som gentager sig på flere af de plejehjem, hvor beboerne ikke kommer ud af deres seng om morgenen, hvor de ikke får dækket deres ernæringsbehov, hvor de falder og slår sig alvorligt eller gentagne gange indlægges med infektioner. På de plejehjem er der for meget personale på arbejde i dagtimerne, mens der i aften- og nattetimerne er lige i underkanten af medarbejdere. Det er typisk for plejehjem, der er gået fagligt i stå, at arbejdsstyrken er fordelt efter en vagtplan, der opfylder medarbejdernes og ikke beboernes ønsker.
Det er for eksempel helt normalt, at man på en afdeling med 20 beboere har syv-otte medarbejdere plus elever, leder, køkkenhjælp og terapeuter. Så om dagen skal en medarbejder hjælpe to-tre beboere på de otte timer, som personen er på arbejde. Det er der simpelthen ikke nok arbejde i, og derfor begynder medarbejderen at orientere sig i andre retninger end beboerne på en arbejdsdag. Blandt andet mod kollegerne, som giver meget opmærksomhed tilbage, da de jo også har en alt for lille arbejdsmængde. Interessen for beboerne daler så at sige proportionelt med det overdrevne antal af medarbejdere, som med jævne mellemrum i løbet af arbejdsdagen er i en fritidslignende situation. Her befinder de sig i nogle timer på kontoret (måske under påskud af fælles evalueringer af beboerne), og her plejer de så omgang med hinanden i stedet for med beboerne. Kontoret er plejehjemmets hjerte.
Men de reelle arbejdsopgaver på et plejehjem – såsom at skabe indhold i hverdagen for de ældre, at forebygge akutte tilstande og give omsorg til døende mennesker – kræver en flittig og meget skærpet arbejdsindsats. Her er det naturligvis afgørende, at personalet ikke bliver forstyrret hele tiden af andre opmærksomhedspunkter. En af de værste forstyrrelser er for meget personale.
Så kig efter næste gang du bevæger dig ind på et plejehjem i løbet af formiddagen. Hvor meget personale kan du finde?