Opråb til ministre: Det offentlige orker ikke – lad de private aktører innovere velfærden

(Berlingske 14.01.2023)

Vinduet er blevet åbnet med vores nye ældreminister og sundhedsminister. Frisk luft ind i rummet er godt, så lad os bruge fornemmelsen til at give Mette Kierkgaard (M) og Sophie Løhde (V) et enkelt godt råd med på vejen: Stop aldrig med at tale om nødvendigheden af private løsninger i velfærd. Og gør det autentisk liberalt – dvs. ærligt og logisk uden disclaimers tilegnet vælgere, som kun ønsker den fuldoffentlige model.

Vi har allerede mange private velfærdsløsninger inkorporeret i sundhedssektoren. Historisk er insulinen og stomiposen de mest kendte iværksættereventyr i det danske velfærds-dna. Men disse håndgribelige produkter, som blomstrer i frit marked, har en anden status end private løsninger, hvor produktet er effekten af sundhedsfagliges interaktion med patienterne – for eksempel private klinikker, plejesteder og genoptræningstilbud.

Hvis en ildsjælbåren virksomhed gerne vil bidrage til folkesundheden, gøres det p.t. bedst ved at sælge ydelsen til den offentlige sektor. Den private velfærdsudbyder må gerne tjene penge, den må bare ikke helt tjene penge. Virksomheden vil ofte være underlagt statslig økonomisk kontrol, både hvad angår prisfastsættelse og indtjening. Virksomheden må da hjertens gerne udbyde sit unikke produkt, det har bare ingen reel betydning, om kvaliteten er bedre end eksisterende tilbud.

Faktisk forudsættes det, at virksomhedens tilbud holder sig på samme niveau som andre offentlige løsninger, selvom det er det niveau, den private udbyder gerne vil overgå. Din eksistens som privat velfærdsiværksætter berettiges kun i forhold til det allerede eksisterende og ikke i forhold til dine gode resultater.

Men den offentlige velfærdssektor har ikke blot økonomisk monopol, den har også et moralsk monopol. Den offentlige opdragelse i samfundet er så vellykket, at det for mange er forbundet med skam at tage imod private tilbud eller arbejde for private tilbud. Nødvendighedens onde er det at ende på et privathospital. En bedre behandling og service – eller arbejdsmiljø – i et privat foretagende blev den sidste, tvungne løsning. Det er nok bedst at gå stille med dørene over for venner og familie.

Det private er for mange den store, skamfulde plan B. Det til trods for, at det private så var det sted, der leverede netop den behandling, som patienten havde brug for.

Et af de bedste eksempler er genoptræningsområdet, hvor den offentlige trances lammende effekt bogstaveligt talt slår igennem.

Private aktører på området viser igen og igen strålende resultater hos neurologiske patienter, der kommer sig, selvom det offentlige havde opgivet dem. Innovation kan også være at tro på individets ressourcer og installere den styrke i patienten selv.

Læg for eksempel mærke til de overbevisende patienteksempler hos virksomheden »Genoptræning Danmark«, som det offentlige heller ikke orker at lære af.

Gode gamle velfærds-Danmarks manglende nysgerrighed på, hvad de private tilbud kan, burde vække større undren. For hvis vi ikke ærligt erkender, at der findes private velfærdsopfindelser, som kan være helt nye eller bedre end de eksisterende, ender landets sundhed i en blindgyde.

Det er den realitetsbehandling, som jeg håber, at vores to nye ministre på området vil være med til at udføre.