Laissez faire på plejehjemmene koster demente livet og samfundet enorme summer

(Berlingske 09.01.2021)

Det er de demenssyge ældre, som mest dør af corona. Med den pleje, der tilbydes på plejehjemmene, er det ikke så underligt.

Man ser ofte, at personer med demens i et akut forløb kommer helt ud på et mentalt skråplan, som ender med at være livstruende, fordi de opfatter den livsnødvendige behandlingen som et overgreb. Patienten går praktisk talt til kamp mod alle behandlingstiltag. Det kræver derfor særlig erfaring, en sylespids, velovervejet strategi og struktur samt høj social begavelse at hjælpe demenssyge mennesker gennem et alvorligt sygdomsforløb. Så fraset coronaforløb med pludselige kredsløbssvigt, tyder de mange coronadødsfald i denne patientgruppe på, at plejehjemmene ikke har de rette evner til at hjælpe de ramte igennem forløbet.

Udover evnerne forsvinder tiden til at gå i dybden med de enkelte akutte sygdomsforløb også på plejehjemmene. Ind i et accepteret kaos i al almindelighed. Dårlig struktur, manglende rettidig omhu, fejlprioriteret personalefordeling. Kaos, som forringer den syges overlevelsesmuligheder, og som ved en mere seriøs indstilling og planlægning af arbejdet kan undgås. Dog er troen på dette hos personalet sløret af sagnet om den manglende kollega.

Så er der kun en udvej. Store mængder sløvende medicin, der sikkert giver lettere adgang til behandlingen, men som også vil skubbe den demenssyge ud over afgrunden. Og når den ældre går ind i en bevidsthedssvækket fase, vil man som personale og pårørende – med tanke på patientens fremtidsudsigter med demenslidelsen – nok være tilbøjelig til at standse behandlingen.

Der er selvfølgelig altid den mulighed, at den syge bliver indlagt, men her medfører hospitalsmiljøet så stor utryghed hos patienten, at hans medvirken til behandlingen er tæt på umulig. Udgangen bliver den samme.

Der eksisterer således ikke de bedste overlevelseschancer for akutsyge demenspatienter. Det gælder alle alvorlige, akutte tilstande. På plejehjemmet kan man ikke hjælpe dem. Til gengæld kan man heller ikke på hospitalet. Ikke så mystisk at demens er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark. Det er nok mere plejesektoren, der sørger for den placering, end det er sygdommen i sig selv.

Hvad hvis vi skruede helt op for niveauet på vores plejehjem? Aldrig gik på kompromis med en skarp struktur og tog det som en æressag at stille beboernes behov, inden de blev for presserende. En dagligdag uden kæmpemæssige overraskelser og en oplevelse af tryghed hos de demenssyge.

Men kan det overhovedet betale sig at lade demenssyge mennesker leve længere? Altså bortset fra det humane perspektiv behøver man blot at tænke på, hvilken lavine af ulykker i hele systemet, et uforudset kritisk sygdomsforløb hos et menneske med demens medfører, og så har man svaret. Det er nemlig enorme omkostninger, som vi hellere burde bruge på at behandle akutte tilstande, der faktisk kan behandles, og som ikke primært opstår pga. noget, der bedst kan beskrives som laissez faire på plejehjemmene.