Mange demente ældre er her ikke til sommer – de kan ikke vente på myndighedernes nølen: Væk med værnemidlerne
(Berlingske 06.02.2021)
Det er en uge siden, at beboerne på landets plejehjem fik det sidste vaccinestik, så nu er de godt beskyttet mod coronavirus.
Det ved beboerne på mit plejehjem ikke. De ved heller ikke, hvad coronavirus er. De ser nyheder om den hver aften og ser også bekymrede ud. Men de slipper bekymringen i samme øjeblik, vores aftenvagter skifter kanal til et show med André Rieu. Så forsvinder beboerne ind i kompositionerne, violinistens ihærdighed, hans flagrende hår og den farverige beklædning i det solbrændte og svingende publikum.
Demenssyge mennesker, som udgør mindst 25.000 af beboerne på landets plejehjem, oplever hændelser i livet, som alle vi andre gør. De bliver overraskede over atypiske begivenheder. Bange og frustrerede. De føler sig som en del af noget eller helt alene. Ligesom os andre. Men de erfarer mest livet i sceneskift, hvor tæppet lukker mellem hver oplevelse. Og i deres sind er der ikke en specifik forestilling, der lige er slut eller venter bag tæppet. Det lyder måske befriende at kunne eksistere på den måde i nuet, men det er det kun, hvis de har én ved deres side, som til dels styrer, hvornår tæppet skal gå eller falde.
Vores beboere havde ondt i venstre arm efter vaccinationen. »Er jeg faldet?«, spurgte en kvinde. Vi svarede, at hun havde fået en vaccine, men få minutter efter tog hun sig til armen igen og så undrende ud. »Jeg må have slået armen«.
Tit vokser små frustrationer til uforudsete størrelser, og følelsen af ikke at kunne rumme et øjebliks tilstedevær i en scene kan nemt udvikle sig til mentale udfald. Sådan ser det ud på alle plejehjem. Visir, mundbind og afstandskrav har yderligere vanskeliggjort arbejdet med at begrænse udfaldene. Gudskelov, beboerne er blevet vaccineret, for nu kan personalets nøgne ansigt udtrykke sig, vi kan lade de syge falde til ro op ad os, invitere deres familier med til alt. Og det er beboerne velundt. Mange af dem er her ikke til sommer.
Men hov, må vi overhovedet droppe visir og mundbind? Må vi komme tæt på beboerne igen? Vi ringer til kommunen, men de ved det ikke. Vi ringer til Sundhedsstyrelsen. Heller intet svar. Som det eneste beskæftiger myndighederne sig med fysisk sygdom hos de ældre, der ikke må belaste kapaciteten på hospitalerne.
Det er etisk ejendommeligt og lige lovlig tålmodigt på plejehjemsbeboernes vegne, at myndighederne ikke prioriterer den psykiske dimension. Så de ældre når at få et liv uden værnemidler, afstand og en oplevelse af at være afsondret. Et liv, som i deres situation tælles i måneder. Der er nemlig én ting, plejehjemsbeboere ikke bare kan som alle os andre, og det er at vente på bedre tider.
Det har været nødvendigt at holde afstand og passe på. Men med vaccinen, de få procents risiko for coronasmitte og den øgede testaktivitet må vi veje op, hvad der har de største konsekvenser for beboernes sundhed. Og der må myndighederne af hensyn til plejehjemsbeboernes mentale tilstand og restlevetid sørge for hurtigst muligt at normalisere deres tilværelse. Væk med værnemidler, væk med afstandskrav.