May Bjerre Eiby vil gøre op med synet på de ældste: Vores ældre – også de syge ældre – er en åndelig kraftressource i vores land

(Berlingske 09.03.2021)

Jeg hænger med hovedet nedad. Jeg er otte år og igen taget ud i Tisvilde Hegn på en af mine timelange ture. Mine forældre har det fint med mine udflugter til skoven. De ved også, at jeg klatrer højt op i træerne, og i dag er det endelig lykkedes mig at komme til tops i et af de gamle, høje bøgetræer.

Hjemme foran kakkelovnen i barndomshjemmet på Sortebakken 4 havde vi kritiske diskussioner. Vores samtaler var nok ikke som hos de fleste andre børnefamilier, »Hvordan gik det i dag i skolen?«, men mere alvorlige samtaler om samfundet. For det meste om at systemet ikke slog til, når det kom til de svageste. Mine forældre var ikke tilfredse med det eksisterende og ville gerne ændre på måden, man tog sig af socialt belastede unge.

De troede på, at udsatte unge kunne få en ny og givende tilværelse, hvis man ikke mødte dem med fordomme. Hvis man troede på, at de kunne bidrage til samfundet, selvom de tidligt var endt i misbrug og kriminalitet. De havde mistet jordforbindelsen totalt, og mine forældre iværksatte et privat initiativ, hvor de i kraft af deres uddannelser som lærer og psykolog fik undervist disse utilpassede unge til en 9.-klasses afgangseksamen for derefter at udsluse dem til samfundet. Som regel til en læreplads. Mine forældre bevarede kontakten længe efter, de unge selv fik børn.

Min mor præsenterede mig for filmen »Gøgereden« og den antipsykiatriske tankegang, da jeg gik på gymnasiet. At mennesker kan blive syge og ustabile af at blive underlagt systemet. Allerede da jeg begyndte at arbejde med ældre i mine teenageår, fik jeg færten af, at nogle af symptomerne hos demenssyge mennesker måske også handlede om mistrivsel pga. fremmedgørelse og ikke kun om lidelsens påvirkning af hjernen.

Demenssyge og skrøbelige

Det har jeg taget med mig og omsat til, hvordan demenssyge og skrøbelige ældre bliver behandlet. Det er den samme opskrift, hvor man stædigt forsøger at slette stigma og i stedet ser på, hvordan de er som mennesker. Hver især. Det var mine forældres grundsætning, og det er også min.

Mine erfaringer har siden bekræftet, at en masse symptomer, der i fagbøger klassificeres som demenstegn, for eksempel udadreagerende adfærd, usammenhængende tale og depression, ofte viser sig at være psykiske reaktioner på omgivelsernes fordomme.

Derfor anskuer vi beboerne på Dagsminde som almindelige mennesker, der alle har noget at byde på. Vi er i vores arbejde hele tiden opmærksomme på muligheden for, at beboernes symptomer er en reaktion på den måde, de bliver opfattet på af os – af samfundet. Mange adfærdsproblemer hos demenssyge mennesker er instinktive modreaktioner, fordi omgivelserne ikke formår at imødekomme dem. De er blevet udstødt, ligesom mine forældres unge blev det.

I respekten for den enkeltes individuelle måde at være på, korrigerer vi heller ikke beboernes adfærd med medicin. Vi giver dem frihed til at reagere på deres sygdom og de store frustrationer, lidelsen ofte medfører. Vi hjælper dem igennem de svære følelser i stedet for at justere beboerne medicinsk, udjævne deres adfærd og gøre dem »normale«.

Plejesektorens neurotiske institutionsmiljø

Jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe imod den magtudøvelse, der ligger i plejesektorens neurotiske institutionsmiljø, hvor alt skal dæmpes og reguleres. Mit demensplejehjem er en evig kamp for det individuelle, og for at den enkelte får lov at have sin egen normalitet uden at skulle »skrues på« med antipsykotisk medicin, hvor resultatet bliver, at beboeren mest sidder og savler. For der skal nemlig meget medicin til at gøre en person, der forsvarer sig mod angreb på sin integritet, medgørlig.

Mange fagpersoner antager, at når man giver beboerne lov til at være sig selv uden psykofarmaka, så går de sikkert amok og forvandler plejehjemmet til en galeanstalt.

Men det er faktisk lige omvendt.

For respekten for det enkelte menneske gør, at man ikke når dertil. »Tror du ikke hellere, du skulle gå en tur i haven?« kan vi sige til en opfarende beboer, der pludselig råber i stuen. Eller vi trækker os ydmygt tilbage, hvis en beboer slår ud efter os i en plejesituation, der overskrider hans intime grænser.

På de fleste andre plejehjem ville sådan en beboer ryge i beroligende medicin ret hurtigt. De efterfølgende gange ville personalet frygtsomt skrue mere og mere op for medicinen. Og hvis en beboer var stærk nok til at forsvare sin selvstændighed og ikke reagerede som ønsket på de enorme doser medicin, ville han måske endda ende i et bælte.

60ernes psykiatriske regimer

Vores danske velfærdssektor, der er så eftertragtet i udlandet, byder desværre på en demensbehandling, der på mange områder ikke kommet et hak længere end 60ernes psykiatriske regimer.

Men den manglende respekt og tolerance for individet kan ikke bare isoleres til plejesektoren. Den lever i hele samfundet, hvor det virker som om, vi mere og mere sætter lighedstegn mellem fællesskab og ensartethed. Vi stimler sammen i frygt og skråsikker enighed om, at sådan her er vi rigtige. Og det bliver nærmest en heltegerning at korrigere afvigere med fordømmende blikke og udskamning. Ensartetheden har kronede dage, men den fjerner ordentligheden i vores samfund.

Vi får først et ordentligt samfund ved at kunne anerkende og respektere, at vi som mennesker agerer forskelligt. At vi ikke skal være så optaget af at gå og regulere hinanden, men mere tage ansvar selv. Ikke mindst ansvaret for at slippe vores drømme og handlinger løs.

Tænk på trækfugle, der flyver i V-formation. De forreste fugles vingeslag skaber opdrift for de bageste. Det sparer flokken for energi. Og flokken kommer hurtigere frem. Det kan være, at fuglene skifter plads engang imellem alt efter deres formåen, men de opretholder et organisk fællesskab. I Danmark bryder vi takten, når vi ikke giver plads til, at nogen flyver forrest, andre bagest. Vi anerkender ikke nok, at det tilfører energi til vores samfund, at vi er forskellige.

Det tunge enhedssyn

Jeg prøver selv at løfte mine medarbejdere, når de har brug for det. Og jeg forventer, at de træder til for fuld styrke med alt det, de formår. Men de stoler ikke altid på egne evner og tør måske ikke helt løfte deres ansvar. De er ikke altid så bevidste om egne ressourcer, for deres kerne er netop invaderet af det tunge enhedssyn. Hvis man som del af en flok hele tiden fortæller sig selv, at man skal være som de andre, udviskes ens egne styrker.

Jeg går ikke ind for en individ-forskruet verdensopfattelse, hvor man glemmer fællesskabet og forpligtelser over for hinanden eller almindelige adfærdskodeks. Vi skal selvfølgelig bevare en omtanke i det, vi gør. Vores fællesskab skal bare ikke bygge på, at vi behøver at ligne hinanden, men på at vi indvirker på og bevæger hinanden. Hvis den enkelte del af fællesskabet ikke får lov at gøre sit, så uddør det.

Jeg bidrager til fællesskabet med mit plejehjem, mine holdninger og ideer, som stimulerer andre i samfundet til at tro på, at de kan gøre noget anderledes. På deres måde. Det er mit ansvar. Samtidig er jeg selv stimuleret af mit ophav, af omsorgsfilosofiske strømninger og af mine egne praktiske erfaringer.

Ja, det er store tanker, men potentialet er også stort. Vores velfærdsmodel er ikke god nok, som den er, og den skal gennemgå en forvandling.

Åndelig kraftressource

Vi skal først og fremmest anskue vores ældre – også de syge ældre – som en åndelig kraftressource i vores land, fordi de bidrager med enestående livserfaring. Er der noget, der gør et menneske unikt, så er det alder. Det skal vi som kultur lade os berige af. De unge skal forstå, at de ikke er de eneste – eller udødelige. Og de voksne skal forstå, hvem de står på skuldrene af, og finde ind i et mindre bedrevidende forhold til egne handlinger.

De ældres rolle er at farvelægge vores bevidsthed og dermed nuancere vores udsyn. Vi er ikke nået til kulminationen på menneskelige egenskaber, når vi fylder 45.

Får vi denne forståelse af alderdom, vil mange flere få behov for at være nær de ældre. Familien vil beholde dem hjemme længere, og flere vil arbejde i de fag, som tager sig af de ældre, når de får behov for hjælp. Og når personalet så befinder sig i de fag, vil det være på en helt anden måde end nu. Man vil se enkelte medarbejdere opfinde nye, kreative løsninger, man vil se lyst og iver i stedet for sygedage. Vi vil se, at syge ældre lever med deres sygdom uden så mange akutte indlæggelser og skader, der præger plejesektoren og truer samfundsøkonomien i dag. Behovet for medicin, som koster samfundet enorme summer, vil også blive mindre.

Vi vil på det mere strukturelle plan se mange flere private initiativer. Og mindre kommune. For på kommunen er det ikke sjovt at sidde omgivet af en inspireret, farverig verden. Kommunen bliver sandsynligvis udfaset til kun at rumme et byråd, og vil ikke længere have en monopollignende status over velfærden. Det samme gælder fagbevægelsen, som til den tid har indset, at deres pegefingerstrategi har sunget på sidste vers. Deres indsats slår nemlig ikke igennem hos et personale, som har travlt med at udvikle og bevæge sig fagligt.

Åbent sind

Når jeg på lange dage har hjulpet den sidste beboer i seng på Dagmarsminde, tømt opvaskeren for femte gang, og der er helt stille på mit plejehjem, kan man mærke trygheden og roen fra sengene inde bag beboernes døre. Så er jeg træt i min krop, men mit sind er åbent efter alt det, jeg har lært i løbet af dagen.

Jeg er nødt til at være her, men jeg er fri til at drømme. Om nye åbninger, nye måder at se tingene på. Skulle man tilføje en kaprifolie til den nye pergola for at få flere dufte ude i haven? Er tiden ved at være inde til, at Kirsten begynder at svømmetræne? Skulle man overveje at indføre hele dage i skoven med vores beboere? Kunne man oprette en hospiceplads på Dagmarsminde? Kan vi fjerne den blodfortyndende pille hos Birthe? Hvordan får jeg alle på Christiansborg til at forstå, at ledere på plejehjem skal tage ansvar, når der opstår omsorgssvigt?

Jeg er ikke sammenbidt eller bekymret, jeg er i mit rette element. Jeg er ikke hæmmet af andres meninger eller regler. Jeg hænger højt oppe i et træ med hovedet nedad, og blodet suser. Jeg giver ikke slip.