For plejehjemsleder May Bjerre Eiby har corona kastet et afslørende lys på de ældre: Det er coronakrisens største hykleri

(Berlingske 15.03.2021)

Det er ikke ligefrem et humanitært oprør på de ældres vegne, der har ulmet det seneste år. Og det har heller ikke krævet mange nik mellem voksne, fornuftige mennesker at blive enige om, at besøgsrestriktioner, påbud om værnemidler og isolationslignende tilstande på plejehjem er et beklageligt, men nødvendigt corona-onde.

Vi har godskrevet magtudøvelsen som en unik konsekvens af coronaen, en særligt omsorgsfuld frihedsberøvelse. Om det nu også er de ældres velbefindende eller snarere antallet af ledige hospitalssenge, man har værnet om, skal jeg komme ind på senere.

Men lad mig slå fast, at der intet corona-unikt er ved plejehjemsbeboernes frihedsberøvelse. Nej, den finder skam altid sted.

Det unikke er derimod, at coronaen kaster et afslørende lys på, hvordan den ældres værdighed og rettigheder sløjfes med et snuptag fra den dag, han skifter sin egen bolig ud med plejesystemets.

Det ved han måske ikke selv. Han er jo stadig en myndig samfundsborger. Han betaler selv for sin plejebolig ligesom alle andre lejere. Det kan godt være, han hører til samfundets svage ældre, men han er beskyttet. Han skal give samtykke til al behandling. Bliver hans dømmekraft påvirket, skal hans børn sige fra eller til på hans vegne. Og personalet på plejehjemmet er uddannet i at gøre det, der er til hans bedste.

For sådan er loven. Og sådan ser hans nye liv ud. Tror han da.

Personlig frihed er tæt på udraderet

En plejebolig er ifølge lovgivningen »borgerens private bolig«, som han »frit kan vælge«. Men respekten for privatlivet og den personlige frihed er tæt på udraderet i plejeboligerne. Faktisk minder disse boligtyper, som man kalder »plejehjem«, mere om anstalter, hvor du som indflytter i større eller mindre grad mister din myndighed. Og jo mere svækket du er, desto ringere er du stillet i mødet med plejesektoren.

Hvis det, du eller din familie ønsker, nu ikke lige hører under det, personalet synes, at man må bede om, bliver det nægtet eller overhørt.

Det gælder måske dit vante, daglige bad, der »tager for lang tid«, og som du derfor ikke længere får. Dine mange piller, som du ikke har lyst til at tage, men som alligevel står på din medicinliste, og som du lader dig overtale til at sluge for ikke at virke uhøflig eller til besvær. Eller som måske knuses i din yoghurt, uden du ved det – fordi personalets »faglige vurdering« går forud for alt.

Dit tøj, som har »for mange knapper«, hvorfor du snart finder dig selv i den reglementerede beboerdragt: joggingtøj.

Dine spisevaner, som skal indeholde glæden ved kartoffelmos, din egen seng, som er upassende, hvis den ikke har motor, dit skæg, som i dit nye plejehjemsliv bare vokser, dit tandkød, der gerne må bløde. Fratagelsen af dine ønsker og den måde, du har taget vare på dig selv, begynder fra første dag, du overnatter i kommunens servicetilbud.

Fængsler

At du så over det seneste år heller ikke har måttet være sammen med dem, du ønsker på din egen måde, er en ny ting. Men besøgsrestriktioner, aflysning af aktiviteter og afstandskrav er blot eksempler på den grundlæggende frihedsberøvelse, man indfører hen over hovedet på dig og alle de andre »frit vælgende« borgere, der flytter på plejehjem.

Corona eller ej. Pandemien har blot givet plejehjemmene den sidste finish, så alle nu kan se, hvad de mest af alt minder om: fængsler.

Ligesom coronaen blev et wakeupcall om klodens miljø, er den det også i forhold til måden, hvorpå vi behandler mennesker, der er afhængige af hjælp. Psykisk syge personer, svækkede ældre. Myndighederne har fundet regelrytmen og tromler ustoppeligt derudad med henstillinger, vurderinger, test, anbefalinger og påbud.

Alt sammen i smittebekæmpelsens navn, for med corona er alle andre plejeudfordringer tilsyneladende sporløst forsvundet.

Også hos plejepersonalet sætter undtagelsestilstanden sit ublu aftryk. Medarbejderne håndhæver dygtigt myndighedernes kommandoer og får midt i alle indsatserne nemt vækket deres indre svinehund.

Døre aflåses, fagpersonale bliver mundbinds-kontrollører, pårørende orienteres i en jævn strøm om nye begrænsninger, der opstilles vogne med værnemidler foran beboernes boliger, testprocedurer gennemgås på digitale Teams-møder mellem kommunens udvalgte tovholdere.

Smældende kommandoer

Restriktionerne har et skønt, befalende potentiale. Knap er en pårørende ankommet til plejehjemmet med friske tulipaner til Mor, før de første kommandoer smælder uvelkomment.

»Du skal lige huske mundbindet. Du skal lige bruge spritten. Du skal altså ringe til hovednummeret. Den vej går vi ikke.«

Endelig er det soleklart, hvornår man lykkes som plejehjemsansat i Staten Danmark. Det gør man, når man lever op til myndighederne før beboerne. Det er også meget mere ligetil, og man bliver så dejlig kompetent, som dagene går.

Faktisk har vi sjældent set så imponerende omstillingsparathed hos en medarbejdergruppe, som da coronarestriktionerne blev indført på plejehjemmene.

Måske fordi personalet ikke skulle omstille sig så meget.

Beboernes aktiviteter uden for lejligheden – gymnastik, udendørsture og fælleshygge – blev jo i forvejen så ofte aflyst. Bakken med gummikartofler og saft blev alligevel stillet affodrende foran beboerne, som mange steder stenede på værelset dagen lang.

Hvis de da ikke travede forvildet rundt i hver deres ekkorum – den plejebolig, coronaen som en kæmpe lup nu har afsløret ikke er så privat endda.

Beboerne på landets plejehjem betaler en tårnhøj husleje, og takket være myndighedernes eksperttilrådede afskærmning får de måske endda lov til at betale for nogle ekstra, smittefri måneder i deres celle. Men så får de heller ikke lov til så meget andet.

De har trods alt gjort sig skyldige i den værste af samfundets forbrydelser, nemlig at være gamle og til besvær. Restriktionerne og de første vacciner på plejehjemmene handler måske i virkeligheden ikke så meget om at redde de ældre fra smitten som at redde samfundet fra de ældre.

Hykleri

Og sådan blotlægges det største hykleri under coronakrisen – at frihedsberøvelsen på plejehjemmene skulle ske i omsorg for de ældre. Og ikke, som tilfældet er, ud fra embedsværkets kalkule af risikoen for, at de gamle skal belaste de arbejdsdygtiges sundhed.

Det er fair nok at prioritere sundhedsvæsenets kapacitet, men aldeles uærligt at varedeklarere indskrænkningerne med etiketten »hensyn til de svageste«.

Det er også denne stærke, politiske fortælling, som lever i bedste velgående på plejehjemmene. Her handler personalet autoritært ud fra samme parole; at det kærlige formål helliger de håndfaste midler. At vi beskytter ved at diktere. At vi yder omsorg, når vi beordrer.

Myndighederne har pålagt personalet at fortrænge enhver stillingtagen til, at der eksisterer andre menneskelige behov end at undgå potentiel fysisk sygdom. Men livet bliver først for alvor farligt for vores syge ældre, når plejepersonalet ikke længere tvivler på egne handlinger.

Og selvom der findes plejehjem som mit eget, hvor personalet har forsøgt at mindske beboernes isolation, så har vi stadig taget de ældres samtykke fra dem. Og vi har frem for alt besluttet egenrådigt på beboernes vegne, at de godt kan undvære deres frihed på ubestemt tid.

Efter et år med denne udvidede myndighedsfunktion bør vi som plejepersonale begynde at overveje, om vi ved at føre så hård justits med de ældres selvbestemmelse stadig fortjener vores autorisation og titel. Eller om vi hellere skal kalde os fangevogtere.

Skal vi virkelig som fagpersoner blive ved med at frihedsberøve? Jeg spørger mig selv, om en politisk linje overhovedet skal bestemme, hvordan jeg skal handle med omhu og samvittighedsfuldhed som sygeplejerske?

Jeg kunne ønske mig, at de corona-erfaringer, vi som plejepersonale har gjort os i det seneste år på de ældres bekostning, fremover vil sætte os i stand til at være bedre garanter for de syge ældres frihed. Det gælder ikke kun friheden under en sundhedskrise, men også friheden til at være tryg i al almindelighed, fordi der netop er nogen, der handler til ens bedste. Så man som ældre stadig kan indånde frisk luft og deltage nysgerrigt i den verden, der er til for os alle.