Forskningsprojekter, teknologier og personalekurser redder ikke ældreplejen. Personalet skal bare være til stede.
(Berlingske 03.04.2021)
»Hvorfor kan god ældrepleje ikke lade sig gøre?« Alle efterlyser forandring i den stagnerede ældresektor, hvor plejekvaliteten falder, mens sygefravær og udgifter eksploderer. Er det økonomien, der er prioriteret forkert? Ja, men det er også fokus, der er helt skævt.
Vi har skabt en kultur, hvor alle går og venter på udefrakommende løsninger i stedet for at arbejde med det eneste redskab, der for alvor kan imødekomme syge ældre, nemlig medarbejderens personlige sansning.
Fornemmelsen for en stemning i et rum, det at kunne lytte til beboeren, holde øjenkontakten, mærke, hvornår man træder over beboerens grænse, finde ud af hvad beboeren har brug for. Alt det almenmenneskelige, som kommer indefra. Det er sat på hold.
Imens må den syge ældre se sig forgæves om efter hjælp og indlevelse, for personalets sanseapparat er frakoblet, mens de spejder efter det tiltag, som forventes at ankomme snart, og som vil gøre god pleje mulig.
Men hvad venter de så på? Jo, der findes nogle helt klassiske forestillinger omkring den udefrakommende redning fra alt det, der ikke fungerer. Og som forklares som årsagen til, at omsorgen ikke kan lade sig gøre endnu.
Den mest udbredte redning går på, at alt bliver nemmere, når vi en dag ikke længere har travlt, når arbejdsopgaverne ikke er fysiske tunge, og når vi får mere efteruddannelse. Det er drømmen om en ekstra kollega og afsavnet efter erfarne Ulla, som formentlig vil være langtidssygemeldt i 119 dage.
Dernæst spejder man efter strukturelle redninger. Den nye leder skal jo »lige ind i det« – og når vi har demenskurset i hus, og personalegruppen får bevilget mere supervision, så ser alting meget lysere ud.
Noget andet, der i fuldt flor mangler at ankomme, er det sidste nye, som er »blevet bestilt«. Det bliver meget nemmere at være i stuen med beboerne, når vi har fået de digitale skærmvægge op. Vi kommer meget mere udendørs, når »de« er færdige med at anlægge sansehaven. Eller vi kan se frem til, at det teknologiske forskningsprojekt er gennemført, for så får vi endelig omsorgsrobotterne Hanne og Mikkel.
Denne evige venten på forløsende ankomster forvandler ældreplejen til en larmende transithal, som efterlader personalet tonedøve. De mister sansningen og pejlingen. Og stedet, de er ansat på, begynder at gro til med traumer hos de ældre. Sådan får vi en ældresektor i konstant undtagelsestilstand.
Men vi kan stoppe med at give udefrakommende tiltag hele æren for den gode pleje. Det er altså ikke forskningsprojekter, teknologier og personalekurser på årshjul, som skal redde ældreplejen. Personalet skal egentlig bare være til stede.
Gå ud og kigge på blomster med de syge, lægge en varmedunk ind i deres senge til natten, holde, bare et øjeblik, om den ældre, der søger blikkontakt. Og lidt efter lidt vil disse gentagne, små, kærlige og ikke særligt dyre indsatser bare ved eksemplets kraft brede sig som ringe i vandet – og slå igennem overalt i ældreplejen. Så jo, man kan godt gøre noget ved det hele.