Sygeplejerske, hvad kæmper du selv for?

(Berlingske 30.04.2021)

Som hjemmesygeplejerske overtrådte jeg fartgrænserne i kommunens Suzuki i ugevis i træk uden fridage, mens mine kollegaer strejkede. Det blev mit bidrag til strejken i 2008. Efterfølgende fik mine fagfæller og jeg æren af at betale dobbelt kontingent, mens Dansk Sygeplejeråds tomme strejkekasse blev fyldt igen. Og de mange strabadser gav ikke en nævneværdig lønstigning. En slukøret fornøjelse.

Siden begyndte jeg at foretage mentale overspringshandlinger, hver gang sygeplejerskerne gik på barrikaderne for bedre løn. Den mest effektive bestod i at finde ud af, hvordan jeg kunne veksle min værdi som sygeplejerske til noget andet og mere inspirerende end »flere penge«. Det blev til noget så avantgarde som patienternes velbefindende. Samtidig var det en erkendelse af, at jeg trods alt havde en løn, jeg både kunne leve af, gå ned i tid på og rejse på ferier med. Og at det bedre kunne betale sig at lægge mit fokus på indholdet af mit arbejde. Den erkendelse har hjulpet mig til at kunne se mere klart, hvilken arbejdsplads der har fortjent mig som sygeplejerske.

Men nu er det tydeligvis langt fra alle sygeplejersker, som mener, at de spilder deres faglige ressourcer ved at lade lønnen få opmærksomheden. Derfor respekterer jeg også, at de kæmper for mere i løn. Men hvis de skal opnå det, tror jeg, der skal nye metoder i spil. Det er selvfølgelig blot en flig af et større kompleks, men det ville hjælpe betydeligt, hvis den enkelte sygeplejerskes værdi fik lov at komme på banen. Som det er nu, er der ikke kultur for individuelle forhandlinger med fælles løntrin, på forhånd aftalte funktions- og kvalifikationstillæg osv. Muligheden for at se lyset i den enkelte sygeplejerske bliver tysset helt ned med alle disse kategoriseringer af sygeplejerskens virke.

Sygeplejerskerne har været i adskillige konflikter, og forhandlingsmodellen, som blandt andet er baseret på en demokratisk fordeling af lønkronerne med andre faggrupper, er uegnet til store lønstigninger. Men det er ikke den eneste forhindring. Sygeplejefagets kerne handler om kompromiser og imødekommelse. Det ligger i sygeplejerskens natur »at få tingene til at fungere«, og den gode sygepleje kræver en blanding af ydmyghed og overskud. Meget sigende skriver en sygeplejerske heller aldrig på sit cv, hvad hun personligt har opnået på en given arbejdsplads. Selvom sygeplejersker i praksis er forbilledlige til at sætte nye indsatser i værk, som gavner patienterne. Nej, hun nøjes med at anføre, hvor hun har arbejdet.

Så i stedet for at kæmpe for egne og for arbejdspladsens uundværlige værdier bliver sygeplejerskerne fanget af en klubfølelse, en kollektiv bevidsthed om et uopnåeligt, fælles lønkrav. Sammenholdet er rart, men udbyttet er ingenting. Og strejkerne kommer til at fremstå som en udendørs kursusdag.

Lønkampen binder knude på sig selv, for pudsigt nok er den med til at hæmme den personlige drivkraft hos sygeplejerskerne, som ellers én ad gangen kunne blive lysende eksempler for, hvad sygeplejersker som faggruppe netop har fortjent af løn.