Mens vi tæller døde, mister vi langsomt evnen til at tage os af hinanden.
(Berlingske 21.11.2020)
Ventetiden, inden nogen dør, er der ikke så mange, der taler om i øjeblikket. I stedet tæller vi »døde« og venter på vaccinen. Men vi skal passe på, at vi ikke mister forudsætningen for at leve os ind i alt det særlige, det intime og respekten for mennesket overfor os.
Alt er generelt for tiden. Bag mundbind står en mimikfattig befolkning i venteposition, der følger opgørelser over død og mulig ødelæggelse. Ekstraordinære nyheder optager os alle på én gang. Minkaflivninger, en omnipotent præsident, vores statsminister som har indtaget rollen som overmor. Vi lever pt. vores liv i en halsen efter to spor: Vacciner og politiske beslutninger.
Døden bliver hver dag registreret i flok og kommer til skue i al offentlighed. Næsten som om den ikke har betydning, hver enkelt gang den opstår. Sådan er det blevet i den krise, verden befinder sig i. Men midt i denne opslugthed af det generelle, er der fare for, at vi tilsidesætter det særlige og menneskenære, for det har ikke taletid. Vi er nødt til at komme tilbage til også at interessere os for og tale om den enestående, lille fortælling.
For nylig gik jeg i gang med et haveprojekt på mit plejehjem. 100 forskellige stauder skulle plantes fordelt efter farveorden, sol og halvskygge. Det er vigtigt, at de kommer i jorden, inden frosten kommer.
Jeg forsøgte at danne mig et overblik over japanske geranier og pudeasters, da vores golden retriever afbrød inddelingen af sorter. Den var tydeligvis i muntert humør. En af vores pårørende var ved at vriste noget legetøj fra hundens mund. Det lykkedes ikke, og hun gad ikke blive ved med at prøve. Hun var træt, for inde på plejehjemmet lå hendes mor på sit sidste. Nu var datteren gået ud i haven for at få vejret og trække frisk luft. Et nødvendigt mellemrum i de mange timer, hun ellers opholdt sig på sin mors stue.
Døden er – om noget – særlig og menneskenær, og den er intim. I plejen af døende mennesker bruger vi rosenolie. Duften medvirker til en blødhed i rummet, og den virker lettende i en tung situation. Vi er tæt sammen om den døende i flere dage ad gangen i det afsluttende forløb. Og tætheden kan blive kvælende, hvis vi ikke hele tiden skruer på stemningen. Blide farver, æteriske olier, hyggesnak, frisk kaffe og familiefotos. Det er vores pligt over for den pårørende.
Et familiemedlem, der venter, bliver bekymret over selv den mindste ændring i den døendes vejrtrækning. Det er de bittesmå ændringer, der pludselig får betydning, og som vi som personale reagerer på hele tiden i forsøget på at hjælpe utrygheden væk fra familien. Som dagene går, udvikler afmagten hos den pårørende sig til en frygt for den døendes ansigt, der gradvist ændrer sig til at se underligt ungt ud, tyndt og kulørløst, fordi muskulaturen og kredsløbet svækkes til sit minimum. En desperation efter at det sidste suk skal indtræde, efterfulgt af den dybe sorg når det endelig gør.
Den ventetid er der ikke så mange, der taler om i øjeblikket. I stedet tæller vi »døde« og venter på vaccinen. Men hvis vi lader kolde tal og politiske beslutninger stjæle rampelyset og hele fortællingen i vores liv, skal vi passe på, at vi ikke mister forudsætningen for at leve os ind i alt det særlige, det intime og respekten for mennesket overfor os. Alt det, der gør det muligt at hjælpe og tage os af hinanden.