Storforbruget af skadelig antipsykotisk medicin på plejehjem kan undgås helt. Men ingen indfører metoden til det

(Berlingske 28.05.2022)

Med den nationale demenshandlingsplan 2025 er millioner af kroner postet ind i kommunerne med det formål at halvere forbruget af antipsykotisk medicin til personer med demens. Efter seks år med den strategi er forbruget steget, og kommunerne aner ikke selv, hvordan det går med medicinforbruget hos deres borgere.

Det, og megen anden frygtelig læsning om vores demens-uegnede plejesektor, kan man finde i en ny rapport fra Alzheimerforeningen. I dag får hver fjerde demensramte plejehjemsbeboer den skadelige og dødbringende antipsykotiske medicin.

Spild af politik, spild af penge, spild af menneskeliv.

På Dagmarsminde er vi nu på syvende år uden brug af antipsykotisk medicin. Det samme gælder i øvrigt beroligende medicin og sovepiller. Vores beboere er ikke mindre syge, og vi har ikke mere personale end på andre demensplejehjem.

Der har boet 31 beboere på Dagmarsminde, og de er flyttet ind med talevanskeligheder, angst, invaliderende uro, spisebesvær, udfordringer på forståelsen, de er i sorg, oplever fysisk svækkelse og har alle en ødelagt opmærksomhedsevne. Det medfører naturligvis dyb frustration, og hos enkelte af dem en opfarende adfærd, hvis man ikke forebygger det. Personen føler sig måske misforstået af personalet, og det kan virke så overskridende, at beboeren »forsvarer« sig. Personer, som lider af svær demens, reagerer også voldsomt på pludselige stemninger, for eksempel høje lyde eller hurtige bevægelser.

Forebyggelse er den gyldne regel, men hvis symptomerne alligevel udvikler sig, og aggressionerne er under opsejling, så må personalet straks sadle om i deres adfærd. Udvise ydmyghed her og nu og dernæst udforske bevæggrunden for beboerens adfærd, så den kan undgås.

Men statistikken viser, at det ikke er sådan, man arbejder på plejehjemmene. Her vil man øjensynligt hellere tæmme det i forvejen traumatiserede menneske med en passiviserende pille givet »efter behov«, hvis behov det så end er. En pille, der trods sin uskyldige størrelse, opleves undertrykkende og øger følelsen af kontroltab. Medicinen kan derfor virke eskalerende på den frustrerede adfærd, hvorfor personer med demens som regel først bliver rigtigt »medgørlige«, når de får høje, daglige doser antipsykotisk medicin. De ender så sovende i en kørestol, de får et underligt, sløret lag hen over øjnene, og lader ikke sjældent til at befinde sig i et savlende, paralyseret locked-in-syndrom. Det er ikke demenssygdommen, men medicinen, som får dem til at se sådan ud.

Det gode er, at det antipsykotiske medicinforbrug helt kan undgås. På Dagmarsminde har vi udviklet metoden til det. Det dårlige er, at vi er det eneste plejehjem, der benytter den metode. Der findes snart 1.000 plejehjem i Danmark. De fleste af dem er vel vidende om vores model. Hvorfor indfører de den ikke?