Tid til at hjælpe ældre med ikke at spise og drikke?

(Kristeligt Dagblad 12.02.2019)

Der er et spørgsmål, alle er bange for at stille. Som nærmeste pårørende eller fagperson til en ældre bør vi være mere bevidste om et bestemt spørgsmål. Det lyder sådan her: Er det tid til, at vi hjælper den ældre med ikke at spise og drikke mere?

Spørgsmålet er næsten absurd i sit paradoks. Hvordan kan det være en hjælp at lade den ældre lægge sig til at dø? For hjælperen kan det være svært at lade sig konfrontere med så vanskeligt et spørgsmål. Og der er nok en fagkultur for at holde sig for øjnene, når situationen opstår – ganske ofte på plejehjemmet. Den situation, hvor den ældre er mæt af dage. Eller er træt af dage på grund af sin sygdom.

Den ældre kan for eksempel igennem noget tid have haft et spisemønster, hvor han kun indtager et kvart stykke brød til frokost – og hvor han heller ikke har den store nysgerrighed på det, som serveres. Det kan virke, som om han kun spiser pr. automatik, men at maden dybest set er til besvær. Man skal udelukke nogle årsager til den manglende spise- og drikkelyst. For eksempel starte med at sikre sig, at ulysten ikke skyldes demotiverende mad. Eller at den ældre ikke kan se eller håndtere maden. Man bør også finde ud af, om der er fysiske årsager til appetitløsheden. Er det tandproblemer, medicinbivirkninger eller måske årsager som omsorgssvigt på plejehjemmet, som er medvirkende til, at den ældre ikke vil leve mere?

Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt personens nej tak til mad skal accepteres, særdeles vigtigt. På den måde får man afdækket alle faldgruber og når ofte ind til at gøre det rigtige ud fra en velovervejet vurdering.

Når man har udelukket alle oplagte barrierer, er man klar til at stille spørgsmålet. Ikke bare til den ældre selv, men til sig selv og andre involverede i relationen med den ældre. Man behøver ikke at være fagperson, men det er en god start, at vi får flere fagpersoner fra en professionel vinkel til at reflektere sammen med den pårørende. Det er i sidste ende –hvis man beslutter sig for at hjælpe den ældre med ikke at spise og drikke – en anerkendelse af den ældres liv og det at have muligheden for at sige nej tak til livet.

Vi vil så gerne gøre det bedste for vores ældre, og vi er specielt optagede af, at de skal spise og drikke. Det er en helt basal omsorgshandling.

Men alt basalt har den ulempe, at man ikke så nemt ser, at det måske er tid til at holde inde og tillade, at der ikke skal handles for at opretholde det basale – som her i større forstand: livet.