Sygeplejerske: Patienter på danske sygehuse og plejehjem er publikum til deres eget behandlingsforløb

(Berlingske 19.05.2019)

Hvornår har vi hørt denne historie om en hospitalsafdeling: »Her på afdelingen har patienterne valgt, at man som indlagt går i sit eget tøj og får frisk luft ind ad vinduerne hver dag. Patienterne har besluttet, at personalet skal banke på og hilse pænt, når de træder ind ad døren. At journalerne står åbent hele tiden, og at de inviteres med til møder, som vedrører deres sygdom.«

Svaret er enkelt. Det har vi aldrig, for historien eksisterer ikke. Det er meget mærkeligt, for hvem er det egentlig, systemet er til for?

Der findes en travlhed i sundhedssektoren, som ingen rigtig taler om. Systemet har ikke kun travlt pga. mangel på sygeplejersker eller andre logistiske udfordringer. Det har også travlt med at overtage de syge. Hvor underligt det end kan lyde, har systemet smidt de syge og deres egen deltagelse og ansvar ud. Deres stemme tæller ikke rigtig, og hvis den skal høres, er det mest proforma. Patienternes indblanding i behandlinger opfattes som et forstyrrende element – og hvis den syge selv har en mening, betragtes den ofte som en ikke så valid vurdering.

Systemet er blevet så egenrådigt, at der ikke eksisterer oprigtig tillid til, at patienterne selv og deres familier kan vurdere deres rolle og muligheder eller byde ind med løsninger. Den eneste måde, du som patient eller pårørende kan blive inddraget på, er ved at blive informeret. Men at blive taget i ed på sine betragtninger skal man ikke regne med i sit »behandlingsforløb«. En betegnelse, som meget sigende markerer noget stationært, der er besluttet og ikke skal rokkes ved.

Der sidder sikkert nogen nu (det kunne være en læge, jeg ved det ikke, men bare et gæt), som siger, at patienterne ikke kan forventes at være uddannet til at træffe beslutninger eller vurdere, hvad der er godt for dem selv i en sygdomsperiode. Nej, men det betyder vel ikke, at patienterne ikke kan inviteres ind som ligeværdige sparringspartnere?

På plejehjemmene skal de pårørende helst heller ikke blande sig i noget. Jeg hører igen og igen fra familier, hvordan plejehjemspersonalet ikke vægter deres ord. Hvordan de tales ned til under møder, og hvordan der ikke tages hensyn til, at den ældre eller syge gerne vil lyttes til. Tænk også på, hvordan man som patient på et hospital skal bede om aktindsigt, hvis man ønsker at læse i sin journal, mens behandlingen pågår eller efter udskrivelsen. Og hvordan der udskrives medicin hen over hovedet på patienter, så de kun sjældent bagefter kan redegøre for, hvorfor de får de forskellige piller, hvad de hjælper på, og om medicinen har bivirkninger.

Er det ikke en lidt pinlig affære, at velfærdssektoren er blevet så totalitær, at det kun er procedurer og personer inden for systemet, som afgør, hvad der er rigtigt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man kunne stimulere systemet til at blive godt for dem, der bruger det. Og ikke bare for dem, der arbejder i det. Det kan man gøre, hvis man lytter lidt mere til patienterne og deres familier.