Der er en sjusket måde at håndtere dødsforløb på, som er indgroet i vores ældrepleje

(Berlingske 12.03.2022)

»Hvorfor har velfærdsstaten så travlt med at aflive de gamle?«, spørger Astrid Seier Ellemo i en kronik i Berlingske. Ni dage efter hendes mors indflytning på et plejehjem mente personalet, at moderen var døende og nu skulle have lindrende medicinsk behandling – den såkaldte »Tryghedspakke«. Døtrene valgte at flytte deres mor hjem i trygge omgivelser, hvor de selv tog sig af hende, indtil hun uden stærk medicinering sov fredeligt ind.

Ethvert dødsforløb er enestående. Dette var også et enestående farvel til livet og til en mor. Men sådan blev det kun, fordi de pårørende handlede hurtigt og havde kapaciteten til at være i den åndelige udfordring, det er at varetage et terminalt plejeforløb selv.

Jeg har selv passet mine forældre op til deres død og har en fornemmelse af, hvad de to døtre må have gennemgået. Men som sygeplejerske i ældreplejen kan jeg samtidig konstatere, at denne familie lader til at have været forskånet for oplevelsen af plagsomme symptomer, som tit opstår hos døende. Signaler om smerte og ubehag hos den sovende eller bevidsthedssvækkede person, som erfarne sygeplejersker og læger er bedst til at tolke og lindre med medicin og en situationsbundet, tilpasset pleje. Lindringen begynder egentlig længe før døden med etiske overvejelser om det ældre menneskes livssituation. Det kræver et kendskab til den ældres egne ønsker, familiens blik for det samme, sammenholdt med et plejefagligt skøn over beboerens muligheder for at komme i balance igen med fysisk bevægelse, næring og eventuel medicinsk behandling.

Plejepersonalet har sin sag for, når de skal hjælpe en medtaget ældre, hvor der hersker tvivl om livsudsigter. Det kan være i en situation, hvor den ældre flytter på plejehjem efter indlæggelse på hospitalet. Men på plejehjemmet kan der opstå forhastede beslutninger, hvis der ikke er kultur for at arbejde med etik som fagligt kompas. En grundsten i alle plejefag, som desværre har fået tendens til at blive overdøvet af simple og umiddelbart lettilgængelige redskaber, som plejepersonalet så begynder at sværge til – »erindringsfilm«, »nattevagter i pyjamas«, »gratis tøjbutikker (med afdødes tøj)« – og ja, måske endda »Tryghedspakken« bliver en overilet løsning, når alt bliver for besværligt.

Tærsklen for besværlighed varierer fra plejehjem til plejehjem, men strategien er ofte den samme. Hvis den vanlige, overfladiske plejetilgang ikke virker, dykker plejepersonalet og lægen alt for sjældent ind i, hvordan plejen med fordel kan raffineres. Denne sjuskede måde at arbejde på er desværre så indgroet i vores ældrepleje, at fagpersonalet mister den helhedsorienterede omhu, der skal til for at kunne vurdere, om man nu helt sikkert står over for et dødsforløb, og hvordan man skal agere i det.

Der er ikke så mange, som ved det. Men med en terapeutisk plejeindsats, der indebærer samarbejde med familien, sansestimulation og fokuseret medicinsk behandling, vil familien opleve ventetiden, før døden indtræffer, som en frigørende transition. Minderne hilser på, og de pårørende finder ind i en sindstilstand, hvor de kan afslutte uforløste begivenheder, ære og sige farvel i en tryg og uhøjtidelig stemning.

Når familiemedlemmet ånder ud, og plejepersonalet åbner vinduet, er familien afklaret – i naturlig sorg – og finder en ukendt styrke, som lader dem give slip på den hårde periode med sygdom hos deres nærmeste. Oplevelsen fasttømres i de pårørende som en ressource i stedet for at skygge resten af livet som et traume. Og der skal vi hen, for det er velfærdsstatens fornemmeste pligt at sørge for, at familier kan komme styrket ud af uundgåelig lidelse og modstand.