Så skete det afgørende for min karriere: »Nu fjerner jeg handskerne«, sagde han, »så Anton mærker den direkte kontakt med mig.«
(Berlingske 02.04.2022)
I en høj hospitalsseng lå en multihandicappet ung mand. Hvis man kom forbi hans lejlighed, og hvis man vovede at kigge ind, kunne man se ham ligge inde bagved med sine store øjne, der altid kiggede undersøgende rundt. Det var som at se på en stor, forladt baby. Trods sin unge alder havde Anton allerede boet på plejehjemmet i flere år, for der fandtes ikke et bedre sted til ham, og forældrene kunne ikke længere magte at passe ham derhjemme.
Anton lå i hospitalssengen døgnet rundt. Og dog – for en gang imellem hjalp en bestemt sygehjælper ham ud af sengen og over i en kørestol. Men størstedelen af tiden stod kørestolen i hjørnet og ventede trofast med favnen åben. Den var et unikum, designet til Anton så han kunne holde sig siddende med støtte utallige steder på kroppen.
Når jeg som ung vikar på plejehjemmet kom ind til Anton og kørestolen henad aftenen, var det for at made ham og få ham til at sluge sine piller med mælk fra tudkoppen. Efterfølgende opstod der tit den situation, at Anton skulle hjælpes af med sin afføring, og da han var kronisk forstoppet, foregik dette provokeret med en stikpille. Så kunne man forvente resultat i løbet af en halv time.
I år er antallet af Kvote 2-ansøgere på sygeplejestudiet faldet med drastiske 36 procent. Sygeplejerskerne søger ikke længere bare væk fra faget, som vi ellers har hørt meget om. Nu søger de ikke engang ind.
Måske har sygeplejerskerne kæmpet sig op i et hjørne under strejken? Måske har det håbløse, faglige slagsmål haft en afskrækkende effekt på kommende studerende? Med sin ulidelige bitre efterklang i hele befolkningen om det at være sygeplejerske. Lønnen har altid ligget i den lave ende, arbejdstiderne har altid været skæve – der har også været strejker tidligere – men måske var det tabte slag i 2021 en slags dødsstød for populariteten. Vi kan i hvert fald konstatere, at sygeplejefaget for en tid har mistet sin charme.
Så nu var det måske på tide at vende tendensen og bede alle sygeplejestuderende og sygeplejersker fortælle om den epokegørende dag, de for alvor besluttede at søge ind på uddannelsen. Jeg kan begynde.
Afføringen i Antons ble krævede assistance. En fyr på min egen alder, som gik på sygeplejeskolen, skulle forestå bleskiftet. Jeg holdt godt fast på Anton, så han ikke skulle falde sammen i sidelejet på grund af spasmer og manglende muskulatur. Min makker vaskede koncentreret Anton, først i varmt vand og sæbe, og så afsluttede han nøje med en klud fra vandfadet uden sæbe, hvorefter han høfligt duppede Anton tør bagpå. Det var en formfuldendt proces, og alt imens kiggede Anton op på mig, mens jeg forsøgte at aflede ham med et smil. Det var sikkert, at man altid fik et ivrigt smil tilbage, hvis man selv huskede at smile.
Men så skete det afgørende for min karriere. Den sygeplejestuderende rettede sig op fra sin plejeposition, kiggede alvorligt over på mig og holdt en kunstpause. »Nu fjerner jeg handskerne«, sagde han, »så Anton mærker den direkte kontakt med mig, når jeg smører ham ind i cremen.« Han tog højtideligt sine handsker af, pumpede creme ud på sin venstre håndryg og begyndte at smøre Antons blege lår, balder og lænd ind med faste, cirkulære bevægelser. Faglig stolthed og akkuratesse. Et dedikeret, respektfuldt håndværk, og ovenikøbet mens han underviste mig. Han havde så meget styr på sin praksis, sin moral. Sig selv.
Anton kiggede lettet og veltilpas op på os. Hans reaktion gav mig lyst til at blive hos ham, for nu der var der opstået en forbundethed mellem os. Før denne aften var han bare en krop i en seng. I lugten af afføring og med en fejlplaceret, kraftesløs ung mand i mine arme, blev jeg præsenteret for det mest åbenlyse og rene studievalg, at blive sygeplejerske – og det kan du også vælge.