For kommunerne er demens ikke en sygdom, der kræver specialistbehandling

(Berlingske 05.02.2022)

»De er faktisk meget gode til demente derude,« får jeg at vide.

Jeg er i en form for telefonsamtale med en kommunal jurist, da jeg for tiden undersøger priser på demenspladser på plejehjem. Han har lige fremlagt, at kommunen har vedtaget ikke at betale for flere specialiserede demenspladser – men i stedet tilbyde en fast, lav takst for alle plejehjemsbeboere, da alle plejetilbud jo »kan det samme«, og der jo alligevel er »demente alle steder«.

Danmark er kendt for et sundhedsvæsen i verdensklasse. Vi er dygtige til at specialisere os – og på et niveau, hvor vi tillader os at benytte termen »super« foran sygehuse. Hvis du eksempelvis bliver patient på en kræftafdeling, vil du møde læger og sygeplejersker, som er specialister i kræftbehandling og pleje med det højere formål at helbrede dig eller styrke din livskvalitet, mens du er syg.

Du ville nok undre dig, hvis du som nydiagnosticeret kræftpatient blev indlagt til udredning og behandling på et almindeligt, medicinsk sengeafsnit. Det er helt fjollet at tænke sig, for sådan en alvorlig sygdomstilstand kræver jo specialistbehandling, så man undgår fejl og kvalificerer behandlingen. Det giver sig selv udfra et fagligt, men i høj grad også et samfundsøkonomisk perspektiv.

Alt dette burde slet ikke være nødvendigt at forklare, men jeg har en grund til at gøre det.

For specialiseringen hører kun til på vores hospitaler. Man må forstå, at i kommunerne handler specialisering af en anden stor folkesygdom, demens, bare om at være »meget god til det derude«.

Nu skal du forestille dig at lide af en demenssygdom, det kunne være Alzheimers. Der er ikke mere at gøre for dig på hospitalet, så du er afhængig af kommunens tilbud.

Desværre har embedsfolkene i din kommune besluttet, at din sygdom – trods den klinisk veldokumenterede kompleksitet – ikke kræver specialistbehandling.

Læg mærke til, at det nu ikke længere som på hospitalet er lægerne, der tager stilling til behandlingen af din livstruende sygdom. Det er kommunens kontoransatte, som bestemmer, hvad du har behov for. Og da du nu ikke længere er patient under behandling, bliver du prøveklud for placeringer i tilfældige rammer, der langtfra har din sygdom som speciale. Faktisk har dit plejehjem slet ikke noget speciale. Det er mere en generel, standardiseret opbevaringsløsning, som i IKEA kunne få produktnavnet GAMLA.

På landets plejehjem er omtrent otte ud af ti af beboerne ramt af en demenssygdom, mens ikke engang to ud af ti plejehjemspladser er beregnet på mennesker med demens.

Det betyder, at den enorme gruppe af ældre med demens, som ikke modtager korrekt behandling, er prisgivet kommunens embedsfolk, der klarer den sundhedsfaglige vurdering bag computerskærmen oppe på rådhuset. Herunder hvilken plads de tildeles, at de skal have en sikkerhedsvagt i hælene i stedet for en omsorgsperson ved hånden og andre useriøse påfund.

Det er et grotesk misforhold, som koster menneskeliv og spilder vores penge. Hvor er den politiker, der tør gå ind i demensområdet og skifte kurs?