Hvis statsministeren vil forbedre ældreplejen, bør hun skifte karriere
(Berlingske 08.01.2022)
Et »vidtgående« forslag. Sådan præsenterede statsministeren det, da hun under sin nytårstale foreslog at genstarte ældreplejen med en ny ældrelov.
Men der er noget, vi ikke må overse.
Når statsministeren foreslår at forbedre ældreplejen med en ny lov, taler hun ud fra egne kompetencer, som ikke dækker ældreplejens mange facetter. Hun har rimeligvis talt med ældre mennesker (der er raske nok til at tale med hende), fagpersonale og pårørende. Hun har afholdt workshops med eksperter og aktører, så hun ved noget om ældrepleje.
Men statsministeren er endnu lysår fra at begribe, hvad der rører sig i ældreplejen, og dermed hvad der kan forbedre den. Det høres i nytårstalen, hvor hun taler i velklingende, politiske overbegreber, og det ses også i hendes partifælle ældreministerens lette og ikke særligt indsigtsfulde formidling af den samme sag.
Det er modstridende at tale om frigørelse af politisk kontrol – afbureaukratisering og mindre lovgivning – mens man opfordrer til accept og modtagelse af ny lovgivning. Også selvom forslaget leveres i tillokkende statementform: »Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav«.
Statsministeren mener også, at der skal være mere tid til de ældre, men har ikke sat sig ind i, hvad tid betyder for syge mennesker. Der er stor forskel på politisk interesse for at rokere med plejepersonalets minutter, og så oplevelsen af tiden hos den syge ældre. En vellykket plejehandling kan sjældent udspecificeres i tid. Nogle gange kan den tage et sekund – andre gange tre hele dage. Man kan ikke regulere sig til den svækkede ældres følelse af endelig at få øjenkontakt med et forstående blik. Den tryghed, det medfører i rummet i dette lille øjeblik, frigiver måske netop tid til mere tidskrævende, inspirerende dokumentation, som vi i øvrigt har brug for.
I det hele taget kan man ikke tale om mere tid til de ældre, hvis vi ikke forstår, at tid og rum hører sammen.
Desværre er det sådan, at rummet i ældreplejen ikke er trygt, for det er netop tilpasset en politisk verden, hvilket vi ser i form af sikkerhedsforanstaltninger, mange kontorer og mødelokaler, personale i embedsfunktioner m.m. Det er ikke så mærkeligt, at statsministeren ser sig selv som den oplagte inspirator.
Den ældrepleje, vi betaler for, er ikke de ældres, men en sørgelig ophobning af årtiers politiske markeringer, hvad enten de er udmøntet i regler, serviceniveauer eller erklæringer om mindre bureaukrati. Politik har ædt ældreplejen op. Og det vil den fortsætte med, uanset om den så er »kort og præcis«, som den nye ældrelov, statsministeren drømmer om at lægge navn til.
I et rum invaderet af politik, er der ikke plads til den tiltrængte fordybelse og en oplevelse af at høre til, hvad enten man er den ældre eller medarbejderen.
Det er ikke statsministeren, som skal inspirere personalet med nye værdigrundlag i ældreplejen – det er de ældre, deres pårørende, personalet selv, deres leder og kolleger. Ældreplejen lykkes kun indefra.
Hvis statsministeren vil forbedre ældreplejen, bør hun skifte karriere.