Overflødige konsulenter stjæler omsorgen fra de ældre
(Berlingske 11.12.2021)
Her kommer et udpluk fra Det Nye Testamente, som man kan sætte op i kantinen på landets rådhuse.
»Da talte Jesus til skarerne og sine disciple og sagde: »De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.«
En reminder til overvejelse i embedsvældets frokostpause, hvor man må formode, at de øverste lag har et øjeblik til at tænke over meningen med det hele. For hver eneste gang, vores kommuner vælger at bruge befolkningens skattepenge på at ansætte skriftkloge konsulenter, overbebyrder vi den egentlige kapacitet, som i den kommunale plejesektor kan benævnes med én titel: plejepersonalet.
Konsulenterne har derimod mange titler. »Konsulent for pårørende«, »konsulent for elektronisk patientjournal«, »konsulent for dataledelse«, »konsulent for hjælpemidler«, og jeg skal nok skåne jer. Men når I ikke begriber, hvor ressourcerne i plejen forsvinder hen, skal I blot huske på, at listen fortsætter. I en ældresektor præget af tidskaos, sygefravær og manglende fokus på kerneopgaven, må vi spørge: Hvad skal vi dog med alle de medarbejdere, som ikke vil røre de ældre med en finger?
Den standhaftige fortælling er, at konsulenterne er der for at bidrage med det, personalet ikke ved nok om, og lære dem at blive dygtigere til deres arbejde. De skal så at sige højne niveauet. Men der eksisterer også den sandsynlighed, at de mange konsulenter mere er der for at vise sig, end at de reelt er til gavn for andre.
Det lader Jesus til at synes i sin fortælling om de skriftkloge: »Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.«
Nej, heller ikke på Jesu tid skabte myndighedernes lærde megen praktisk forandring – men ikke desto mindre løber de også den dag i dag med opmærksomheden og pengene. Hvorfor er vi dog endt der?
Måske fordi kommunens medarbejdere i afmagt over dårligt fungerende ældrevelfærd prøver at bilde sig selv ind, at man tager ansvar ved at »udvikle« og »evaluere« – og dermed afleder man så let som ingenting opmærksomheden fra det egentlige problem. Nemlig den kommunalt iboende, totale mistillid til, at det plejepersonale, som skal tage sig af de ældre, godt kan finde ud af det selv. Og at de rent faktisk også kan læse, optage ny viden og sammen med deres leder formulere arbejdsgange og visioner. Det ansvar har konsulenterne taget fra dem, og derfor betragtes plejepersonalet udelukkende som »hænder«. Disse »hænder« skal nu udfylde, beskrive, samle op, sparre og drøfte alt det konsulenterne bebuder, inden projektet skal retur til selvsamme konsulenter for at blive evalueret på ny. For så at tage en tur til. En ægte, legitimerende, cyklus af pseudoarbejde, som er skadelig for de ældre.
Og det er jo ærgerligt, når vi slet ikke har brug for alle de konsulenter.