Vi har hørt om børneforældrene – hvad gør vi med »voksenforældrene«?
Alt i alt bør coronasituationen i teorien være nemmere at håndtere ude på plejehjemmene end i det resterende samfund. Fordi man er vant til meget. Men der er en undtagelse.
(Politiken 11.04.2020)
Gad vide, hvad der foregår på Danmarks 950 plejehjem?
Jo, de har lukket for besøg udefra, og de fleste steder holder man beboerne adskilt. De skal blive på deres værelser. På plejehjem med syge beboere isolerer man præcis som på hospitalerne, iklæder sig værnemidler og serverer maden på pap og bakker pakket ind i plasticposer. Den virkelighed
er indprentet på vores nethinde, men hvad medfører den af virkelig faretruende situationer?
Jeg taler med personale og pårørende på andre plejehjem, som samlet set hele tiden vender tilbage til to ting. Isolation af beboere og ustabilitet i personalegruppen. Disse to barrierer for omsorgsarbejdet går igen, uanset om plejehjemmet har konstateret covid-19 eller ej.
Nu skriver jeg ikke dette, fordi jeg har en forestilling om, at vi kan ændre situationen, men mere for at åbne op for lidt eftertanke. For ser man på de to farer, må plejehjemmene rent faktisk være den branche i Danmark, som er bedst gearet til at tage hånd om situationen. Jeg mener, de er jo i den grad vant til at lade beboere være for sig selv, og hvis ikke endnu mere vant til det næste problem, ustabilitet i personalegruppen.
Alt i alt bør situationen i teorien være nemmere at håndtere ude på plejehjemmene end i det resterende samfund. Måske endda der er basis for, at kommunale plejehjem coacher andre funktioner i velfærdssektoren. I hvordan man viger fra sin kerneopgave, og hvordan man får tingene til at fungere i det daglige med et tårnhøjt sygefravær, snak i krogene, hæmmende arbejdsmiljøangst, selvudnævnte ledere, uuddannet personale og parkering af værdier.
»Hvor længe kan beboerne overleve uden det eneste livshåb, de pårørende gav dem i deres stressede, afskårede liv?«
Jeg tænker, det må være nogle af de udfordringer, som andre normalt velfungerende dele af sundhedssektoren kæmper med oven i coronavirussen for tiden. Lær af plejehjemmene, de ved besked. Der er dog lige en undtagelse på plejehjemmene. Helt vant er situationen dog ikke. For nu må de pårørende ikke længere komme på besøg, så de kan tage sig af beboerne. Og det er et kæmpe problem, for de pårørende hjælper mange steder i det daglige – alt fra den helt basale pleje til oplevelser og aktivering af beboere på plejehjem. Det er de beboere med de stærke og aktive pårørende, som har det bedst.
Prøv for eksempel at se, hvad denne pårørende skriver til mig:
»Nu må vi ikke være sammen, han kan ikke benytte Skype eller lignende, og hans hverdag – og min – er totalt forandret uden vort nærvær og samvær. Hvem er han, når vi ses igen? Kommer vi overhovedet til at ses igen?«
Ja, det er et godt spørgsmål. Hvad pokker gør vi her? Det giver på den ene side ikke mening at lade pårørende komme ind på plejehjemmene, men på den anden side: Hvor længe kan beboerne overleve uden det eneste livshåb, de pårørende gav dem i deres stressede, afskårede liv?
Regeringen er i fuld sving med hjælpepakker og sætter ind hos de såkaldte »børneforældre«, men hvad med vores »voksenforældre«, som nu sidder ude på plejehjemmene i deres celler og svinder endegyldigt ind?
May Bjerre Eiby er sygeplejerske og leder, Dagmarsminde og Søstersanatoriet