Plejehjemsleder: Selvtilfredse politikere tilgodeser ikke tryghed, værdighed og livskvalitet for vores ældre
(Politiken 11.05.2020)
De er så tilfredse, at de næsten ikke kan komme til for hinanden. I en ny, sammenklippet selfie-hjemmevideo takker politikerne på skift sig selv for den nye aftale »om hjælp til ældre under coronakrisen«.
Klippet byder på mundrette oneliners om den millionpulje, som Folketinget har afsat til bl.a. indretning af pavilloner, udestuer og plexiglas på plejehjem. Foranstaltninger, som skal gøre pårørendebesøg mulige. Sundheds- og ældreministeren introducerer følelsesladet: »Vi savner vores ældre. Og de savner os.«
Men først af alt. De ældre savner jo ikke kun deres pårørende. De har mange steder brug for de pårørendes hjælp til at få opfyldt livsnødvendige behov. Som overhovedet at få bevæget sig eller få nok at drikke. De pårørende udfylder funktioner, som går langt ud over hyggelige hilse-på-visitter i en besøgspavillon.
Ydmygheden over for konsekvenserne af de isolerede ældreliv under coronaen er til at overse i denne valgvideo uden for sæson. Og det er ikke kun sundheds- og ældreministeren, som behandler plejehjemslivet med manglende omhu. De øvrige partier fortsætter ligeså malplaceret på den helt store klinge. Vi forstår, at der nu kommer »tryghed«, »værdighed«, »opgør med ensomhed« og »livskvalitet« på plejehjemmene. Det er virkelig en god aftale, hva’?
»..umiddelbart virker det snarere som en politisk mulighed for at træde på scenen på bekostning af de ældres situation.«
Nej, umiddelbart virker det snarere som en politisk mulighed for at træde på scenen på bekostning af de ældres situation. Vi kan dels konstatere, at selve aftalen ser ud til hovedsageligt at afsætte penge til store organisationer og aktiviteter uden for plejehjemmene. Dels er der noget grundlæggende at sige om de ord, politikerne overfladisk slynger om sig. For det er nogle store ord, som jeg gennem årene har erfaret en hel del om, når det kommer til ældre.
»Dybest set går det over grænsen for, hvor hul snak man kan byde folk.«
Tryghed på plejehjem er, når beboerne føler sig hjemme i behagelige og forudsigelige omgivelser. Når de har tillid til personalet – til at en venlig sjæl kommer og hjælper. Når personalet ikke stresser omkring beboerne. Når beboerne ikke føler sig til besvær, men at det er tilladt at være sårbar. Når der ikke er fare på færde, men hvis der er, at man så ikke er alene.
Ensomhed på plejehjem er, når der dag ud og dag ind ikke er nok sociale aktiviteter. Ensomhed kommer, når beboerne ikke bliver lyttet til eller set. Når der ikke er tid til dem.
Værdighed på plejehjem er, når beboerne bliver anerkendt for dem, de er. Når de oplever ikke at blive udstillet i deres skrøbelighed. Og når personalet kender og respekterer de personlige ønsker, som giver beboerne en følelse af at være dem selv.
Livskvalitet hos plejehjemsbeboere er kort sagt, at de nyder tilværelsen.
Man kan vælge at lave ældrepolitik, som vægter tiltag uden for plejehjemmene højere end at øge kapaciteten indenfor. Men det vil være synd at sige, at denne aftale tilgodeser tryghed, værdighed og livskvalitet. Dybest set går det over grænsen for, hvor hul snak man kan byde folk.
May Bjerre Eiby er sygeplejerske og leder, Dagmarsminde og Søstersanatoriet