Har FOA langt om længe fundet ud af, hvad »kerneopgaven« er på plejehjem?
(Berlingske 06.06.2020)
Har coronakrisen fået fagforbundet FOA til at skamme sig over, hvordan de i årevis har ført sortsind ind i deres medlemmer, der ellers er ansat til at skabe optimisme hos beboerne på plejehjemmene?
Vi er nået til et punkt i krisen, som giver anledning til eftertanke. Hvad skal vi tage med os efter coronaen?
Jeg stødte på denne optimistiske udmelding fra sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann, hvor han udtaler sig om forholdene på plejehjem:
»Vi kan se, at sygefraværet falder. Det kan skyldes bedre hygiejne, men også bedre arbejdsmiljø. Der er færre møder og mere tid til kerneopgaverne. Det kan også spille ind, at personalet ikke skal forholde sig til en gruppe udfordrende pårørende. Det er erfaringer, vi må bruge efter corona.«
Nye røster fra FOA. Personalet får et bedre arbejdsmiljø af at være tæt på beboerne og ikke gå til så mange møder. Det er garanteret personalemøder, der er færre af. Men derudover kan jeg ikke komme i tanke om, hvilke møder plejepersonalet går til. Nogle steder mødes man selvfølgelig med hinanden på kontoret og får en tår kaffe. Er det de møder? For det vil jo være rigtig godt, hvis man som led i krisen har gjort sig den erfaring, at det i grunden er bedst at opholde sig sammen med beboerne.
Tænk, hvis FOA er kommet til erkendelsen af, at »kerneopgaven« på plejehjem handler om at tage sig af de ældre. Så kan vi kun se frem til alt, hvad der kommer til at ske herfra.
FOA er måske ligefrem, med den tid til refleksion coronaen har foræret os, begyndt at skamme sig over, hvordan de i årevis har ført sortsind ind i deres medlemmer, der ellers er ansat til at skabe optimisme hos beboerne på plejehjemmene? Hos fagforbundet har man nemlig haft sit eget syn på, hvem der er de sårbare i plejefaget. Hvem der har behov for omsorgen. Medarbejderne. »De skal jo holde i mange år«. Man har fået forbundets medlemmer til at tro på en omvendt verden, hvor personalet bør tage sig i agt for beboerne, fordi disse kan påføre personalet traumer. Stress, voldelig adfærd, tunge løft.
Men lad os læse videre i citatet, for bedst som man tror, at FOA er gået i klædelig tænkeboks efter deres, fagligt set, destruktive linje, så opdager man, at FOA har set sig ond på en anden personale-trussel. De pårørende. »Det kan også spille ind, at personalet ikke skal forholde sig til en gruppe udfordrende pårørende.«
Personalet har det altså bedst med ikke at blive udfordret af de pårørende, hvis man spørger FOA. Det kan da også føles mere trygt for personalet ikke at skulle leve op til andres blikke. Men uanset om den ældres familie på uretfærdigste vis angriber plejehjemmet for ikke at gøre det godt, så er de opmærksomme pårørende en gave, der kalder på, at personalet ikke stagnerer, men ser plejen mere fra oven og stiller spørgsmål til sig selv. Det er faktisk positivt for arbejdsmiljøet.
Vi kan tage med os videre, at kerneopgaven er at tage os af beboerne – og ikke os selv som det første. Og at de pårørende spiller en rolle, der nuancerer vores pleje. Vi skal lære ikke at lade os stresse af den rolle og forstå, at det ikke gavner nogen steder at være hermetisk lukket for kritik, hvilket plejehjemmene muligvis er for tiden.