Sygeplejerskes offerfortælling afslører manglende fagligt fokus
(Berlingske 03.07.2020)
Det står sløvt til med sygeplejerskernes professionelle selvtillid. Nu bliver fagets kerne – at varetage omsorg og pleje til syge mennesker – ikke længere blot overdøvet af fortællinger om ikke at kunne nå på toilettet, om ikke at kunne få lønnen til at slå til, eller af forargelsen over at man som sygeplejerske kan komme ud for at arbejde i skiftende vagter.
Med sidste uges kronik af hospitalssygeplejerske Signe Rasmussen er en ny, emotionel problemstilling tilstødt. Efter mange år i faget har hun vendt ryggen til sygeplejegerningen på grund af MeToo-krænkelser fra en læge og en ledelsesstil, hvor medarbejderne angiveligt ikke må udtrykke sig åbent om forhold på afdelingen. Nu er hun så gået, sygeplejersken, og det vil hun gerne ytre sig om. Nu hvor hun kan, forstås.
Det er altid kedeligt, når en sygeplejerske forlader faget. Også hvis det som her ikke engang er faget, men personlige følelser, der får sygeplejersken til at forlade hospitalsgangen og lægge kitlen med de mange kuglepenne fra sig og sige op. På et hospital, hvor kræfterne gerne skulle bruges til at analysere og handle på patienternes symptomer, er det jo alvorligt, at personaleskænderier om, hvem der sagde ditten og datten og ledelser, der giver medarbejderne mundkurv på, løber med fokus.
Hvordan kan der overhovedet opstå al den tid til at bemærke overlægers pudsige bemærkninger? Dem kender jeg i øvrigt godt til, men overlæger har på en lidt nørdet måde ofte en tendens til at udtrykke sig akavet, og det må høre en mere psykologisk artikel til hvorfor.
Næh, det der springer mig i øjnene både som leder og sygeplejerske, er, at hvis man holder fast i sin faglige profil og får mulighed for at sætte den i spil, vil de fleste udefrakommende, idiotiske bemærkninger prelle af på én. Og jo mere de gør det, jo mindre vil de også opstå. Derimod afslører hospitalsafdelingens manglende, professionelle fokus sig, når personalet hænger i dialogmøde efter dialogmøde om trivsel, samarbejdskultur og »jeg føler bare, at..«
Sygeplejefaget er desuden blevet afladt i takt med sygeplejerskernes triste søgen efter at være mini-læger fra den dag, de træder ind på deres første job efter det mere humanvidenskabelige liv på sygeplejeskolen.
Fra dag et på hospitalsafdelingen bliver sygeplejersken skubbet ind i en forståelse af, at hendes fornemmeste opgave er at samle oplysninger ind til lægen og aflægge rapport, for derefter at blive sendt ud igen og samle ind. Samle og vende tilbage, samle og vende tilbage.
Hun bestrider desværre kun sjældent – og mest på specialafdelinger – en funktion, hvor hendes relation og pleje til patienten tillægges en større betydning for lindring og helbredelse, og så er det klart, at hun mister sit værd. Dette manglende fokus på egen faglighed eller udeblivende forsøg på genvinding af samme giver masser af plads til, at følelser kan få frit løb – og det kalder måske endda på, at personer i det øvre hierarki matcher den selvopfattelse med dumme bemærkninger og arrogance.