Plejehjemsleder: Kommunerne tiltrækker selv personale, der er uegnet til omsorgsarbejde

Omsorgs- og plejesvigtet på Kongsgården og lignende sager er udelukkende et spørgsmål om dårlig ledelse, der reproducerer sig igen og igen i det kommunale system.

(Berlingske 08.07.2020)

Selv de mest fysisk og mentalt svækkede plejehjemsbeboere kan sidde på et toilet. Men de har brug for hjælp til det, og den hjælp skal plejehjemmet føle for at ville give dem. Føle for sine beboere – som i at de skal holde af dem.

Jeg har som alle andre set de grusomme klip fra plejehjemmet Kongsgården med den 90-årige demensramte beboer, og hende holder personalet ikke af.

Den akademiske vinkel på sagen vil være, at der foregår en »forråelse« på grund af et travlt system i forfald. Hvor plejepersonalet som led i deres stress udvikler en kulde over for de mennesker, de skal tage sig af, for at kunne holde til hverdagen i faget. Hvor travlheden æder deres ellers omsorgsfulde personlighed og får dem til, næsten varulvs-agtigt, at ændre menneskelig karakter, når de er på arbejde. Men en dygtig og stærk plejeperson mister altså ikke skamløst sin samvittighed på den måde. Nej, det er derimod det kommunale system i sig selv, der tiltrækker mennesker, som er uegnet til omsorgsarbejde.

Kommuner og fagbevægelse vil muligvis hævde, at for få varme hænder skaber menneskelig kulde, men før personalemangel bliver et argument for kynismen, så kan jeg fortælle én ting. Og det er, at det tager længere tid at hejse en beboer op i en lift og skifte ble i en seng end at lade hende komme op at sidde naturligt på et toilet.

Gid, jeg kunne fortælle alle, hvordan man kan mindske tidsforbruget i basale plejehandlinger, hvilket, udover hensynet til beboeres værdighed, også skaber tid til stimulerende aktiviteter for mennesker med demens. Den her konkrete sag er i øvrigt på ingen måde enestående, for »afføringsmetoden« og personalesprogbruget, der matcher det fysiske overgreb, har eksisteret, siden jeg begyndte i faget for mere end 20 år siden.

​Omsorgs- og plejesvigtet på Kongsgården og lignende sager er udelukkende et spørgsmål om dårlig ledelse, der reproducerer sig igen og igen i det kommunale system. Ledere, der har forladt arbejdet i plejen, fordi de dybest set ikke interesserer dig for det (læs: for beboerne), og som derfor gemmer sig på kontoret, hvorfra de ærefrygtigt pleaser kommunens standardisering af sårbare og syge ældre.

En standardisering, der ikke alene er misforstået, men også livsfarlig, og som gror i bedste velgående i kommunernes ensartede katalogopstillede vrangforestillinger om omsorgsarbejdet, og som udmøntes i retningslinjer og evidensbaserede regelsæt. Her er det vigtigt at forstå, at det faktisk er denne særlige og dårlige ledertype, kommunen søger. For en stærk og visionær leder, der vil faget, passer utroligt ringe til standardiseringen af menneskefaget.

Når målsætningen for medarbejderne ligeledes er overstået med et resigneret »bare de møder op for det meste«, er det klart, at alle og enhver kan få arbejde på denne fantasiløse plejefabrik. Og derfor ender beboerne også med at blive betragtet, som var de alle et stykke kød, man kan koble på en karabinhane og hejse op i en bekvem arbejdsstilling – eller som man, mens man tjekker mobilen, kan svinge hen til det sted, de lettest kan tilgås for det fagligt velorganiserede personale.