Omsorgsmanifestet: Et plejehjem skal være et sjælfuldt sted, hvor vi er samlet om en større sag
(Kristeligt Dagblad 13.10.2020)
Jeg besøgte engang et demensafsnit på et plejehjem, hvor tingene var i total opløsning. Et sted i frit fald, hvor ingen trivedes. Selv medarbejdernes hud var kollektivt usund og grå.
Medarbejdere på plejehjem føler sig ikke som del af noget større, af noget helligt. Man er på arbejde, fordi man skal være der. Men nar man ikke føler sig som en del af noget større, så bliver arbejdet meningsløst. Nar man føler, at det hele kan være lige meget, så opfører man sig derefter. Stemningen bliver død, adfærden skamløs. Det er plejehjemmet som tugthus og losseplads, et afsjælet galehus uden menneskelige færdselsregler, hvor man snakker larmende hen over hovederne på de mennesker, der bor der. Hvor man vender øjne af en besværlig beboer til kollegerne foran de øvrige beboere eller tramper ind pa værelser uden at banke på.
Når en beboer ligger for døden, siger den ældre medarbejder højt til den nye vikar: ”Har du set en død før, eller vil du lige med ind?”. Men plejehjemmet er et helligt sted, og i et helligt rum bør man holde sig tilbage. Forestil dig, hvad det gør for oplevelsen af stedet, hvis man går ind på plejehjemmet med respekt og ydmyghed. Her taler man med et bevidst tonefald, går diskret rundt, viser respekt for dem, der opholder sig i rummet. Ikke med frygt, men med en æresfornemmelse.
Når jeg holder foredrag, møder jeg nogle gange – blandt en særlig hårdfør del af publikum, der har arbejdet mange år på plejehjem – en kontrær holdning til mine tanker om plejehjemmet som et helligt rum.
”Slap nu af, det er jo bare en dagligstue,” siger nogle. Men nej, en dagligstue på et plejehjem er ikke bare et sted, hvor nogle mennesker tilfældigvis er samlet – det er et sjælfuldt sted, hvor vi er sammen om en større sag. Og enten velsigner vi stedet og hinanden med vores sansninger og handlinger – og holder stedet i balance. Eller også bidrager vi til et skyggefuldt, dødt klima, der tynger alle. Det er op til os selv.
Jeg besøgte engang et demensafsnit på et plejehjem, hvor tingene var i total opløsning. Et sted i frit fald, hvor ingen trivedes. Selv medarbejdernes hud var kollektivt usund og grå. Stemningen var lige så respektfuld som i en hvidevareforretning på Black Friday.
Men en dag skete der noget. Der var en medarbejder, som tog stilling og lyttede til sine fornemmelser. Pludselig stod hun på en stol og hængte en gren op i loftet med gule påskeæg. Midt i alt det tunge. Alle flokkedes om den gren. Den blev omtalt og beundret, og det var, som om den lille gren med ét blev ophøjet til at være et livshåb i sig selv.
May Bjerre Eiby er forfatter og leder af demensplejehjemmene Dagmarsminde og Søstersanatoriet. Uddraget er fra May Bjerre Eibys bog ”Omsorgsmanifestet”, som netop er udkommet.