Plejehjemsleder: Hvorfor taler vi om arbejdet på plejehjem, som om det er et farligt job?
(Berlingske 26.09.2020)
Langt de fleste plejehjem har en maskinpark. Kig dig omkring. Lofterne er fulde af skinner. Beboerne sidder i kørestole, hvor du mest ser ryggen på stolen, og beboerens ben er hejst op i benstøtter. For det meste er kørestolene tippet bagover, så beboerne ligger halvt ned.
Der er virkelig gjort en indsats for, at hjælpemidlerne er de mest moderne med flest mulige funktioner, der kan klikke og justeres. Kun det bedste inden for diverse apparaturer er købt ind. Men hjælpemidlerne er ikke installeret for beboernes skyld. Den store investering i lifte og multifunktionelle kørestole er sat i værk af arbejdsmiljømæssige årsager. Fordi det skal være nemmere for personalet at være på arbejde. Det er en frygtorienteret tankegang, der dominerer. Alt er tilsyneladende meget farligt, når man har med gamle mennesker at gøre.
Der tales om arbejdet på plejehjem i dag, som om det er et virkelig risikabelt job – som om man siger: »Pas på, her går vi ind i en højrisikozone.« Og da alle på personalestuen og kommunen er enige om, at jobbet søreme også er farligt – »Rækker du mig lige wienerbrødet, Susanne?« – så må vi have nogle tekniske installationer, som kan gøre det mindre risikabelt at være ansat.
Det bliver en helt omvendt verden, for personalet på plejehjem er jo ansat til at være de stærke, der kan tage sig af de svage, som ikke kan selv. Ikke til at være bange. Det er nærmest, som om medarbejderne er de svage, mens beboerne er de stærke, som medarbejderne skal skærmes mod.
Selvfølgelig kan man som medarbejder få skader af at arbejde på et plejehjem. Det er et fag, hvor vi har med meget syge og meget svækkede mennesker at gøre. Men man er nødt til at acceptere, at det her også er et fag, hvor man skal bruge sin krop. Man skal være stærk. Men trods det, at det giver sig selv, at arbejdet kan være tungt, må man ikke røre en finger. Man må i hvert fald slet ikke bruge sin kropsstyrke. Jeg ser en masse kropsforskrækkede medarbejdere – både forskrækkede over for egen krop og beboernes krop.
»Vi skal jo holde i mange år«. Vendingen er et mantra i plejefaget. Den bliver gentaget i det uendelige, men jeg tror på, at det er helt andre faktorer, der afgør, om man kan holde i mange år. Hvis man skal holde i mange år, er det vigtigt at have et inspirerende arbejde, og jeg tror på, at det er et inspirerende arbejdsmiljø at udvikle sig sammen med de mennesker, vi skal tage os af. At samtale og finde nye løsninger, man ikke troede fandtes. Som nye måder at hjælpe en beboer fra en seng og ud på badeværelset på.
Maskinparken virker stik modsat. Demotiverende og fremmedgørende. Den er jo stationær, uden nuancer og muligheder for samspil. Den reducerer plejen til en mekanisk, bevidstløs eksekvering. Den gør håndelaget meningsløst. Medarbejdere skal føle, at arbejdet giver mening, at man kan byde ind, gøre livet bedre for de mennesker, der bor på plejehjemmet. Men hvis man hele tiden går rundt og udfører de samme, mekaniske opgaver på den samme måde dag ud og dag ind, så er det klart, at man føler, man ikke kan holde til arbejdet i mange år. Det bliver man jo træt i både krop og sind af.
Kommentaren er et uddrag af bogen »Omsorgsmanifestet - Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem«, der udkommer 28. september.