Sygeplejerske: Skamløs strejke er kynisk og fantasiløs

(Berlingske 28.06.2021)

Mit hoved modtager en kodningsfejl, når jeg ser billeder af rødklædte sygeplejersker, der spænder deres børnetatoverede overarmsmuskler. Deres hår er bundet op i røde tørklæder med fagforeningslogo på.

Jeg får instinktivt lyst til at kigge den anden vej. Men når jeg sunder mig oven på de visuelt, stærke indtryk, kan jeg alligevel godt sætte ord på, hvad jeg mener om strejken. Den er på alle parametre helt gal.

Hvis man som sygeplejerske siger det, er det med udsigten til at blive lagt for had. Antastet for at være en uægte sygeplejerske, der skal i skammekrogen og tie stille, mens den røde hær er på barrikaderne.

Men inden de strejkende sygeplejersker udøver deres spontane blodrus mod mig, vil jeg gerne lige nå at sige noget.

Hvis jeg var deres leder i denne konflikt, så kæmpede jeg for sygeplejerskernes værd på en anden måde. Sygeplejerskerne befinder sig nemlig i en situation, der er langt værre end tallet på deres lønseddel. Deres fag er på sammenbruddets rand, og strejken viser kun, hvor galt det står til.

Strejken er et eksempel på en identitetskrise, hvor sygeplejerskerne har mistet forbindelsen til deres virke. I andre brancher ville man måske kalde det deres ’kerneprodukt’. Når sygeplejerskerne står foran Christiansborg og råber i skøn forening, og når de skælder ud på sociale medier, bytter de ord som ’håb’ og ’lindring’ ud med ’krav’ og ’larm’. De klæder sig i rødt, selvom de i alles grundfortælling er hvide. De forvandler sig fra at være lette og rummelige til tunge og hårde. De trækker sig fra deres pligter hos patienterne.

På de forladte arbejdspladser kan skinnebenssår udvikle sig i sommervarmen, medicinen har sit eget liv i de tvivlsomt doserede æsker, og spinkle, gamle mennesker falder på køkkengulvet, mens sygeplejerskerne stimulerer deres fælles enighed i, at det jo er nødvendigt at nedlægge arbejdet pga. lønnen. Men uanset hvordan sygeplejerskernes løn beregnes, hører den ikke engang hjemme i de lavest lønnede rækker. Så er det nok til at svigte mennesker i nød? Strejken er skamløs, men hvordan er sygeplejerskerne nået dertil?

Sygeplejersker har i årevis arbejdet under en så elendig planlægning og deraf for højt tempo i sundhedsvæsenet, at de efterhånden selv er løbet fra ansvaret. Mange steder har de ikke haft tid til de mest fundamentale elementer i patientplejen. Nemlig at træde varsomt, trække vejret og tænke sig undrende om.

Sygepleje fungerer ikke efter flowcharts, så man kan altså ikke bare springe denne pejling over. Bliver man udsat for kaos og støj, forsvinder evnen ganske enkelt. Patienterne mærker, at sygeplejerskerne har mistet den faglige sansning, så de undertrykker tilmed deres behov.

Udover sygeplejerskernes svækkede faglighed er det en tilstødende årsag til, at patienterne bliver mere syge under indlæggelsen. Vi kender udtrykket: »Hvis han ikke var syg, da han kom ind på hospitalet, var han det, da han kom ud.« De fleste af os er bekendt med denne risiko ved at blive indlagt.

Når sygeplejerskerne ikke har arbejdsro, bliver sundhedsvæsenet ringere, og det forstærker sig selv. Der tilstøder uforudsete hændelser, og plejearbejdet accelererer tvungent i en grad, hvor sygeplejerskerne ikke længere er til stede. Ikke kun åndeligt, for de begynder også at trække sig fysisk fra patienterne. De søger mod kontoret og slår blikket ned, når de går ned ad gangen. Afstanden til patienterne udvikler sig automatisk til et alment kodeks på hele afdelingen. Objektiviteten vinder slaget, og medlidenheden går tabt.

På en hospitalsafdeling, hvor der er skruet helt ned for den menneskelige temperatur, får pengekrav hurtigt sit rodfæste. Og skammen forsvinder proportionalt med den tid, patientklokkerne får lov at ringe. Pludselig ved sygeplejerskerne måske ikke engang, hvad det egentlig var, det gik ud på at være sygeplejerske. Ingen tager ansvar for at forandre situationen. Man lægger resignerende skylden på manglende hænder og beder samtidig om mere i løn. Sådan ser tilintetgørelsen af sygeplejefaget ud.

Det er distanceringen fra arbejdets eneste opgave, patienterne, som gør de strejkende sygeplejersker i stand til på naturligste vis at sige: »Vi ved godt, at strejken går ud over mange, men I må forstå, at den er nødvendig.«

Men nej, patienten, som skulle have været opereret i sit underliv, kan søreme ikke forholde sig til det, nu hvor hun kan se frem til endnu flere uger i smertehelvede. Hende ser sygeplejerskerne ikke for sig. De ser nemlig rødt og er solidariske med hinanden og ikke med patienterne. Men hvis bare de får mere i løn, så skal vi se, hvor mange fordele det får for patienterne.

Det er overordentligt naivt at tro, at lønnen vil gøre dem til mere værdsatte sygeplejersker. For man skal jo allerførst kunne udføre sit arbejde, for overhovedet at kunne blive værdsat for det. Og lige så kynisk og fantasiløst sygeplejerskernes arbejde er mange steder, lige så kynisk og fantasiløst er det at strejke.

Det er selvisk og uden omtanke, og hvor vanvittigt det end lyder, markerer det, at sygepleje som et stolt og rent fag, ikke længere er noget værd. Alle de bærende sygeplejeprincipper er heller ikke med på gaden under firkløverbanneret. Og logoet er i øvrigt ved at forvandle sig til et billede af en lønseddel. Det kan ikke blive sørgeligere. Løndata analyseret på 100 forskellige måder.

Men det er jo slet ikke sygeplejens sprog, og derfor kommer det heller ikke til at virke. Det bliver også lidt trættende for udenforstående at høre på, fordi lønkravet står alene og uden argumenter af særligt format. Vi er mere værd, siger de. Ja, men det er patienterne måske også, kunne man tilføje.

Lige nu fremstår sygeplejerskerne ikke uundværlige. Snarere som nogle, man gerne vil slukke for. Hvis de endelig vil have en højere løn, må de gå en pacifistisk, tålmodig vej. Ja, de skal kæmpe – bare ikke for, hvad de vil have overført til deres bankkonto. Men for, hvem de er. Det kan de kun finde ud af ved at gå tilbage og passe deres patienter. Og der skal sygeplejerskerne kæmpe for, at de får ordentlig tid. Det kan nemmere løses end urealistiske lønkrav, som afhænger af andre faggrupper og en økonomi i et coronabelastet sundhedsvæsen (situationsfornemmelse, forresten!).

Mange steder kan man systematisere arbejdsgangene bedre. Den enkelte hospitalsafdeling må ruske op i mønstrene og planlægge anderledes. Sygeplejerskerne skal have rum til at tænke sig om. Det behøver man hverken at akademisere eller tage til et abstrakt niveau. Ud med gamle vaner. Ansæt en tjener til at varetage forskellige servicefunktioner til glæde for både patienter og pårørende. Der må være mange for tiden, der mangler arbejde.

Sygeplejersken begynder nu at skabe værdi i sit skarpere virke. Hun kan sætte sig i patienternes sted og løfte plejen til et højere niveau. Det vil stimulere hendes arbejdsglæde, og den betydning skal man ikke underkende.

Den sygeplejerske, som er hos patienterne, og som øger kvaliteten, vil blive mere og mere uundværlig. Hendes faglighed vil blive så høj, at hverken hun eller hendes leder er et øjeblik i tvivl om, hvad hun er værd. Og så bliver lønnen nemmere at forhandle.

Der er vel ingen, som kan være i tvivl om denne simple mekanisme for løndannelse? Men hos sygeplejerskerne slører det dårlige arbejdsmiljø blikket, så de har svært ved at se anden vej ud, end at så må de i det mindste have mere ind på kontoen. Det øger bare ikke arbejdsglæden, og det er heller ikke i den rækkefølge, de får en bedre løn.